Under en strålende sol

Det var een af de bøger, der overtog mit sind og mit hjerte. En af den slags bøger, hvor man flytter til fremmede kontinenter og pludselig alligevel forstår den kultur man er blevet placeret i.

Under en strålende sol af Khaled Hosseini er ikke bare en læseværdig bog. Det er en bog alle BURDE læse. For det giver en indsigt i, hvad kvinder rundt om i verden må leve med.

I bogen følger vi Mariam – der er kokkepigens datter. Kokkepigen – og ham den rige mand, der allerede har 3 koner. For at redde ære og ansigt, placeres Nana – Mariams mor – og Mariam i en kolbe – en lille hytte lavet af ler langt væk fra alt og alle. Og her vokser Mariam op uden rigtig skolegang – og langt væk fra alle. Hendes mor er en bitter, bitter kone – og Mariam lever for de torsdage, hvor faren kommer op besøg en time eller to. Hendes far ser hun op til – og hun forstå slet ikke, at hun er hans uønskede og uægte barn, for alt andet lige, så er faren kærlighed til hende overvældende.

Hun bliver dog klogere, da hun som 15 årig beslutter sig for at opsøge sin far. Hun bliver standset ved porten og får ikke lov at komme ind. Hun får lov at sidde en hel nat foran porten mens hun venter på den far, hvis kærlighed, hun ikke betvivlede. Men til sin forfærdelses er det netop denne far, der sender hende tilbage til Kolben, end uden at tale med hende.

Chaufføren vender alligevel karaten, da de først er kommet frem til Kolben, for mens Mariam har ventet på sin far, har Nana – hendes mor – opgivet livet. Hendes eneste livsholdepunkt – Mariam – har valgt hende fra – og derfor ønsker hun ikke længere at leve. Og Mariam bliver nu fragtet hen til den far, der slet ikke ønskede hende.

Men faderens tre hustruer har deres holdning til, hvad der skal se med Mariam – og Mariam bliver derfor bortgiftet så hurtigt det lader sig gøre. Til en skomager, der bor i Kabul – langt, langt væk.

Og dermed er Mariams barndom slut. Hun er nu gift med en mand, der er 20-30 år ældre end hende selv.  

I Kabul bor en anden – og langt mere heldig pige – Laila. Hendes far er professor – og underviste på uni – men det må han ikke mere grundet krigsherrerne. Han elsker sin datter højt. Laila lider dog under, at hendes mor begræder sine to sønner, der er draget i krig for Afganistan. De fleste dage ligger moren bare i sin seng — og dette bliver kun endnu værrer, da der kommer bud om, at begge drenge er omkommet i krigen. Moren lever nu hele sit liv for de to børn, hun ikke har længere – mens det barn, hun endnu har, bestemt ikke føler sig elsket.

Men Laila har også andet at være lykkelig for. Hun har sin Tariq. EN dreng – to år ældre end hende selv, som hun leger med hele sin barndom – og som hun udvikler meget store og voldsomme følelser for.

Men efterhånden som Kabul falder i krigen, flygter flere og flere mennesker. Og mens Tariq og hans forældre flygter, bliver Laila tilbage med sin mor og far, fordi hendes mor under ingen omstændigheder vil forlade den jord, hendes sønner faldt på – og kæmpede for.

Her efter tager historien fart.

Først og fremmest handler bogen om den kultur – og det kvindesyn, man har og havde i Afganistan.. Og det er ikke bare “ikke så godt, som det danske” Det er direkte skærmmende. En mand kunne slå sin hustru ihjel uden nogensinde at blive klandret for det. Kvinder kunne ikke forlade huset, uden at have en mandlig oppasser og familiemedlem med. Når unge kvinder flygtede for ikke at blive gift med en mand, der var 40 år ældre end dem selv, så blev de fængslet i 5 år for deres forbrydelse.. Og den ungersvend for hvem de ville starte livet sammen med, bliver pure frikendt, fordi kvinden har udøvet “heksekraft” på ham.

Under Talibanstyret bliver alle hospitalet lavet om til “mandehospitaler”. Kvinder er en parasit i samfundet. Og til dem findes der et usselt hospitalet aller længst væk. Hospitalet har ingen medicin, og de pårørende – hvis de er kvinder – har ikke mulighed for at hente medicin, fordi de netop er kvinder – og derfor ikke må være på vejene uden mandling opsyn.

Jeg er imod burkaer – og har hele tiden været det. Jeg kan godt forstå, at nogen kvinder føler burkaen som noget rart, trygt og noget, de kan gemme sig i – men realiteten er, at burkaer er noget mænd har skabt. Noget mænd kræver af deres koner, for at få dem nedgjort til ting, de medtager sig på transporten. Under en strålende sol viste mig til fulde, at der er en grund til, at jeg er imod burkaer.. Det er nemlig ikke klædestykket – men ideologien bag, der er helt helt galt.

Een ting er, at man lærer en masse om kulturen – og forstå lidt mere af, hvordan det måtte være at leve under taliban .. men bogen er også velsmurt m.h.t. indholdet. Bogens slutning er utrolig velskrevet og runder alt af på en fantastisk måde. Gud hvor jeg VRÆLEDE..