“Imorgen” “I fremtiden”.
Jeg har flere gange sagt til mig selv, at jeg ikke vil leve i en fremtid. Jeg vil leve nu. Men når nu forholdet ikke er ældre end det er – og det at flytte sammen er en længere proces – så må det være sådan: Livet starter lige om lidt.
Min hverdag handler om at vente på næste gang. På næste ændring. Vente på at min datter kommer hjem. Vente på at sønnike kommer hjem fra farmand. Vente på, at jeg kan se kæresten igen.
Det bliver til en del venten.
Drømmen er, at venteriet er i vores base – hans og min. Vores hjem. Dermed er det børnene, jeg skal vente på – mens jeg er hjemme. At ventetiden bliver til den tid, hvor jeg gør vores base bedre. Hvor jeg hygger om hjemmet. Men drømmen ligger ikke så ligefor, som den gerne måtte.