Klokken 14 var jeg hjemme – og klar over, at jeg idag ville starte forfra med mit løberi. Tilløbet har varet over et par dage – og endeligt blev det, da jeg stod i tøjbutikken og kunne se, at nok vejer jeg det samme, men kiloene sidder helt helt skævt i forhold til for 3-4 måneder siden, da jeg rent faktisk løb.
Det tog mig tre timer at overtale mig selv! Tre stive timer med “jeg skal lige” og “hvis jeg nu” undskyldning.
Endelig endelig endelig kom jeg afsted – og godt for det. Turen gik fin fin. Naturligvis var det hårdt, men det er jo ligesom pointen.
Vel hjemme igen – endofinfyldt og rødmosset i hovedet, kan jeg ikke lade være med at undre mig.
Til sidst – i min dovne-kartoffel-tilstand – gjorde min mave ondt hele tiden. Dovenskaben var direkte at afspejle i – måske ikke ligefrem smerte – men ubehag. Men trods ubehag, så kunne jeg alligevel ikke tage mig sammen til at gøre det, jeg ved der virker? Det forstår jeg ikke. Jeg forstår ikke, at vi mennesker er sådan indrettet.
Jeg satser på, at jeg imorgen kan huske idag – og kan komme afsted igen. men jeg ved, der er en sandsynlighed for at dovenskaben tager over – og jeg derfor bliver hængende hjemme.. foran skærmen med en kop kaffe.