Både kæreste og jeg har sovet dybt mærkeligt i nat. Ingen af os har rigtig sovet igennem – for tankerne har løbet igennem huset. Kæresten har måtte erkende, at vi bliver nødt til at sige nej tak til huset, fordi gulvet på førstesalen er livsfarligt – og underliggerne slet slet ikke sad fast nok. At huset så slet ikke har førstesal, gør det ikke nemmere.
Jeg har drømt om ild i brændeovnen. Om hvordan livet ville fungere og hvor vasketøjskurven skulle stå.
Vi skriver lange lister – om alt det vi skal huske at se på. Er der klinker under det komfur, vi har tænkt os at skifte? Kan man lave kattelem i bryggerset? Hvor skal brændeovnen stå i stuen?
Ingen tvivl om ,at vi nu er voldsomt præget af den beslutning, der skal tages endeligt på onsdag: At vi er ved at købe hus.
Og det er med nerverne uden på tøjet – for vi er begge husvilde d. 1. juli – så sker der noget, der gør, at dette alligevel ikke er vores hus, så bliver vi i højere grad nødt til at finde alle huse på markedet i vores område lige nu – og så vælge det bedst egnede, også selv følelserne ikke er lige så meget i det hus, som følelserne er i dette.