Der er helt stille.
Jeg vågnede for en time siden.
Jonathan faldt i søvn i min seng igår, mens vi lå og så “Charlie og Chokoladefabrikken”. Og nu kan jeg ligge og høre hans vejrtrækning. Dynen har han fået rullet sig helt rundt i i nat, så benene har ingen dyne, mens hovedet nærmest overfaldes. Han er helt stille. Hans lange krop snoer sig og han er mester til, lige at kaste et ben henover mit – eller op af væggen.
Finken på de 15 rundede jeg lige, da jeg listede i køkkenet efter en kop kaffe. Hun strækker sin dovne krop henover sin seng. Imponerende, at hun altid har kunne fylde en hel 1½ mands seng – fra hun var helt spæd. Hun er gudesmuk min teenager. Og når hun ligger der og småsnorker, føles det slet ikke så skræmmende, at hun reelt er 15½ – at hun flytter på efterskole lige om lidt – og at hun i den grad har løsrevet sig og er på vej ud i et voksenliv, hvor min rolle er langt mindre, end den er idag og har været hidtil.
Hvor er jeg dog ubeskrivelig heldig.