De kompetente forældre.

Jonathan og jeg var på biblioteket forleden. Og mens Jonathan byggede store legoslotte – og snakkede med bamse og kylling, greb jeg en bog i sofaen, som jeg sad og hyggelæste. “De kompetente forældre”, hed bogen.

Bogen var faktisk god. Det var et opgør med nutidens forældres holdning og forventning om service i pasningsinstitutionerne. Ikke desto mindre fangede jeg mig selv i at blive mere og mere arrig, efterhånden, som jeg vendte siderne. På en eller anden måde kom alle mine negative følelser overfor pædagogik som fag i fuldt flor.

Der gik faktisk flere dage, før jeg gennemskuede, hvorfor følelserne i den grad kom i kog. For jeg var jo enig med bogens pointer. Jeg forstod glimrende eksemplerne – og jeg kunne sagtens se, at hvis nutidens pædagoger skal håndterer forældre, der opførte sig som forældrene i bogens eksempler, så er det noget af en udfordring at være pædagog.

Bogen viste eksempel på eksempel på tåbelig forældreopførelse. Nogen af dem fandt jeg så tåbelige, at jeg havde svært ved at tro på dem. Følelsen af, kun at høre fra pædagogens side, stod lysende klar. Men det var det, med det dårlige eksempel, der fyrede op under mit raseri.

Når man bruger det dårlige eksempel, som udgangspunkt for forventet opførelse, siger man reelt ikke, hvordan man bør opfører sig – alene hvordan det allerede ER gået galt! Altså hvordan man ikke skal gøre. Følelsen af, at blive observeret- og vente på, at nogen nævner min uhensigtsmæssige opførelse i en bog, vajrede for mig, som et rødt flag. Hold da op hvor ville jeg blive tosset, hvis min opførelse – uanset anonymitet mv. – fremgik i sådan en bog!

Ved at bruge det dårlige eksempel, står man tilbage med følelsen af, ikke at kunne ramme rigtig.. for de dårlige eksempler er i alle af-arter. Der var de forældre, der vrælede foran pædagogerne, fordi deres lille Anna ikke var kommet med på tur – og så var der forældrene, der end ikke bekymrede sig for, at ungerne skulle på tur. Der var forældrene, der forventede, at pædagogerne skulle tale med dem hver dag minimum 10 minutter (og forklaringen på, at det ville jo altså være 2 timers uafbrudt snak – tid, der var taget fra ungerne!)

Jeg følte mig faktisk slet ikke ramt. Jeg forstår godt at pædagoger må arbejde for alles bedste – og derfor er jeg udemærket klar over, at der kan være dage, hvor der ikke er tid til en snak. Jeg føler, at pædagogerne i Jonathan børnehave har god tid, når de eller jeg, har brug for en snak.

Jeg forstår fint bogens pointer – og anser mig selv som værende en “kompetent forældre” – men jeg blev faktisk vred, på de forældres vegne, der i bogen bliver klandret for ikke at være det!

Jeg følte mig ramt – på deres vegne – fordi eksemplerne viste så soleklart hvor åndssvagt, vi forældre indimellem teer os. Jeg følte mig sat tilbage i personalestuen, hvor personalet sad og talte om hvor uhensigtsmæssigt forældrene havde opført sig – bag forældrenes ryg – og uden nogensinde at sige noget til dem. Jeg følte, jeg sad og læste sladder!

Jeg er udemærket klar over, at det gjorde jeg ikke. Jeg ved godt, at pædagogen, der har udgivet bogen, har gjort det som indlæg i en aktuel debat. En debat, der er væsentlig og vigtig. For pædagogernes tid skal naturligvis bruges på at “servicere” vores børn – og ikke deres forældre. Jeg tror bare, jeg godt kunne tænkte mig, at pædagogerne respekt for forældrerne og det arbejde forældrene gør, imellem stod malet i lidt mere klare bogstaver i bogen. For ingen tvivl om, at pædagogerne, i følge bogen, forventede og afkrævede respekt fra forældrerne.