“..men jeg siger ikke hvorhen” afsluttede kæresten historien. “joo.. kom nu – hvor skal vi hen?”
Egentligt kom det sig bare af, at vi både idag og igår har gået langt. Igår blev det til 13 km. Det har været skønne, skønne ture fuld af snak, grin og hænder, der strejfer hinanden på vejen.
Og nu har han så besluttet sig for, at overraske mig med, hvad vi skal idag. “Har du egentligt dit pas hjemme hos mig” kom det i en bisætning. Og jeg blev helt paf “Hva?”
Jeg forsøger at stikke til ham. Forsøger at få ham til at røbe, som det er sø eller by. “Kan man fotografere blomster der?” Om det er tæt på eller langt væk, vi skal. Men han giver sig ikke. Det er hans hemmelighed. Hans plan. Hans overraskelse til mig.
Jeg ved endnu ikke, hvor vi ender. By, land, Danmark – eller udlandet. Jeg ved, vi skal gå. Jeg elsker den form for overraskelse. Og han elsker tydeligvis at give dem.
Jeg ved udemærket godt, at vi ikke kommer nogen steder hen, der koster en mindre bondegård. Overraskelsen er ikke nødvendigvis hverken dyr eller særlig. Men det er en overraskelse. Og han nyder at bruge tiden på at planlægge den – og drille mig med den. Og jeg nyder at glæde mig.