Vi har to katte. Hannibal og Misling. Og vi bor på landet. Indimellem glemmer vi af vanvare, at lukke for alle vinduer og døren, inden natten falder op. Og dermed har vi selv indbudt til dans.
Sådan en aften var det i aften.
Misling – der aldrig spiser mus og fugle – men kun leger med dem – kom luskende ind af havedøren med musen i munden. Min kære mand fik fluks gelejdet kat, endnu med mus i munden, ud i køkkenet – og lukket døren – for dermed at kunne kontrollere slagets gang. “Kom og hjælp” sagde han. Og sammen fik vi åbnet og lukket døre, så det passede med at både kat og mus – efter hveranden – løb ud i bryggerset – og derefter helt ud af bryggersdøren.
Men så er det, at vi skal huske at lukke ALLE døre og vinduer – for der gik under 1 minut, så kunne vi høre katten på vores toilet. Og ganske rigtigt på gulvet spænede nu en frusteret mus, der stadig blev leget med. Misling havde da gået ud af bryggersdøren, blot for at hoppe ind af det åbne toiletvindue. Nu var manden min ved at være sur – så han smed Hannibal ud på badeværelset. Hannibal spiser sine fangster til forskel fra Misling. Men Hannibal kiggede bare på Mislingog gad egentligt ikke musen. Man jagter åbenlyst ikke hinandens legetøj. “Nu må det være nok” tænkte manden min og smed Misling ud af vinduet – og lod Hannibal være alene med musen. Nu måtte der da ske noget.
2 minutter efter lukkede vi forsigtigt døren til toilettet op. Og ganske rigtigt. Nu sad Hannibal i vindueskarmen ved den lille sprække, der nu var åben af vinduet, og kiggede ud. Og musen var ingen steder at se …
… før 30 sekundter efter, da Misling IGEN spankulede ind af en åben havedør og lagde den nu MEGET stakkels mus midt på stuegulvet, hvorved jagten igen kunne begynde.
Tænk, Hannibal har fanget muset – og derefter smidt den ud af vinduet til musens retmæssige ejer: Misling. Sådan troede jeg alligevel ikke katte kunne have overenskomst omkring ret og rimeligt.