Den årlige tur til Møn

I nogen familier er påsken etableret med ægpusteri, ægrulleri – eller ægfinder i. Vi lader æg være æg – drager til Møn og spiser æglæggerne med største fornøjelse – og uden nogen form for dårlig samvittighed.

I et sentimentalt øjeblik, kom jeg frem til, at det var 13. gang, jeg var på Møn i Påsken. Det ville føles underligt, at have en påske uden Møn.

Selskabet er herligt. Nogen kommer til – andre hopper fra – men alt i alt er det nogenlunde de samme mennesker, der kommer hvert år. Det er de fire søskende og deres børn (og deres børn og koner og mænd) der er inviteret.

Familien er efterhånden vokset over sine bredder. Det er vist meget naturligt for sådanne familier. Børnene får børn og kærester – og hvert nyt medlem skal have endnu en stol.. Så traditionen med at mødes hos den Rige Moster på Møn, er ved at blive udskiftet til at mødes på den lokale resturant. Selskabet alene er mere end rigtigt til, at man gerne kommer hvert år.. Men kyllingen!!

Der er noget magisk over den stegte kylling, vi får. Om det er fordi den bliver tilbedt med kærlighed og et grin, der kan høres helt til Nordsjælland, det ved jeg ikke.. men hemmelige ingredienser, det er der altså i. Jeg forstår stadig ikke, hvordan man kan få så store og saftige kød ud af en kylling.. Det KAN ikke være de samme kyllinger, som vi får her i Københavnsområdet… for så meget kød er der ikke på dem.

Og historierne! De bliver fortsat bedre og bedre år for år. Og der bliver flere af dem. 13 gange er det blevet til, at vi har været på Møn i påsken.

Når alle har spist, så kyllingen står dem ud af ørerne, samles tropperne – og vi vandre en tur rundt i Stege by. Og hver gang kommer vi frem til den konklusion, at det sørme er godt, at butikkerne er lukkede, for sikke mange penge vi ellers ville have brugt. Ungerne leger på den samme legeplads – før alle vender tilbage til kaffe og kage – og påskeæg til ungerne.

Jeg håber på mange, mange flere påskebesøg.. med eller uden kylling.