Gør-det-selv-kvinde

Der er fire forskellige måder at få en håndværkermand til at gøre en indsats i hjemmet. Den første – er for de nyforelskede.. Den omhandler en lokkende, kælen stemmer gerne garneret med en gennemsigtig neglise.

Den anden måde kommer lidt senere. Det er der, hvor man står og brokker sig: “Men du lovede…” og så med korslagte arme og øjnbryn, hvis rynken helt skjuler øjnene.

Den tredie kommer af frustration over, at nummer 1 og nummer 2 ikke længere virker. Det er der, hvor kvinden – iført stilethæle og ubehjælpeligt tøj, fatter og skruetrækkeren og smilende siger: “Jamen, så skal jeg nok selv gøre det..” Dette udløser så – fra håndværkermandens side – et suk og et “Nej nej – du gør det helt forkert”, hvorefter han hurtigt selv overtager projektet.

Nu har jeg været sammen med min kærestei 13 år. Alle ovenstående trick ER afprøvet og vi trådte officielt ind i en ny æra, da jeg sagde “Jamen så gør jeg det bare selv” og fattede skruetrækker og dørklokke. Problemet var, manden kom IKKE ud og “hjalp”. Tricket havde mistet sin virkning – og tilbage står vi med en ringeklokke på vores dør, der siger “ding” i stedet for det prægtige DING DONG, som den sagde engang.

Vores sofabord har længe lignet noget, der hørte til på en losseplads. Sofabordet fejler ikke noget – med to små børn, der har spist chokolademadder – og en mor, der har haft en lidt for laissez faire holdning til, om hvorvidt man må male med hobbymaling på bordet, har medført, at bordet har set bedre dage.

NU skulle det være. Jeg fik lokket manden med i Silvan igår. Der indkøbte vi sammen sandpapir, rulle og lak.

Og idag skulle slagets så slåes. Først og fremmest: Hvem hel… har opfundet en rystepudser? Inden jeg havde brugt den i 5 minutter, var jeg kommer på mindst 5 forbedringer til dyret, der ville gøre det bedre at arbejde med. F.eks. hvorfor er der ikke en sandpapirssaks på sådan en? Sådan en sakseting, der kan vise een, hvor stort et stykke sandpapir, man skal klippe af? Så man slipper for, at FORSØGE at sætte et for lille stykke på 8 gange. Hvorfor er der ikke en knap, som gør, at den bare kører videre – uden at man skal holde knappen inden? Ligesom på benzintanke (Ja drenge – den har jeg trods alt luret ;-))

Den måtte jeg så erkende efterfølgende, at den opfindelse VAR faktisk på dyret. Jeg fandt bare først ud af at aktiverer skidtet, da jeg var færdige – og mine fingre sad ubehjælpeligt fast i en krampagtig “tryk-på-knappen” fatning.

Der er fire advarsler på dyret: Brug sikkerhedsbriller, brug maske, brug handsker – og luft godt ud. Nu er jeg jo ikke ligefrem kendt for ikke at turde tage chance. F.eks. kan jeg sagtens arbejde med salmiakblandinger uden at lufte ud og uden brug af handsker. (Og jeg så SÅ godt ud dagen efter) Så jeg fik frejdigt igang – uden egentligt at kunne afkrydse nogen af sikkerhedsforanstaltningerne.

Det var en sand fornøjelse at se pletterne forsvinde een for een. Meeen sikke et hestearbejde! Det tog mig næsten 2 timer af få lakken af bordet – og alle pletterne. Hvoraf jeg i MINDST een time tænkte “Manden havde været færdig nu”.

Støvet stod i kaskader omkring mig. På en eller anden måde fik jeg hele tiden vinklet rystepudseren, så støvet stod nøjagtigt op i mit hoved. Og hver gang jeg ligesom fandt en vinkel, hvor det gik ok, blev der kun alt for hurtigt rent og pænt – så jeg igen måtte finde en anden vinkel.

Med lakken havde min kæreste forberedt mig godt: “Hæld lidt på af gangen og arbejd det godt ud. Tag hellere for lidt end for meget.” Der gik så kun 10 sekundter før regel nummer et blev overtrådt. Det første lak, jeg hældte på, blev nærmest suget ind i bordet – så jeg hældte en ordentlig klat på, kun for at konstaterer, at det eneste sted, der “sugede” var netop der – og at der nu var rundt regnet dobbelt så meget lak på bordet, som jeg skulle bruge.

Jeg kan så fortælle efterfølgende, at det KAN lade sig gøre, at fjerne overskydende lak. Det er ikke en manøvre, jeg nogensinde ville anbefale – men det ER ladesiggøreligt.

Nu står bordet og tørrer … Og nu kommer vi til sidste mulighed, for at få manden til at makke ret.

Bordet er nu helt rent – og nylakeret. (Godt nok med lidt meget lak) Og lige om lidt skal det tages i brug. Det er et fint bord – og bordpladen hælder ikke ret meget.. Man kan næsten ikke se, at midten af borden er 1½ cm højere end resten af bordet – og hvis man bare er forsigtig med, hvor man stille sin kop, så er der en god sandsynlighed for, at den kan stå, uden at vippe alt for meget.

Jeg tror manden kommer frem, til samme konklusion, som jeg er kommet frem til: Sidste brik – når man ikke længere kan lokke sin håndværkermand til at lave tingene: Så må man købe noget nyt!