Det er svært at skrive noget, efter at have læst “Pigen, der legede med ilden.” For hvad er der at skrive? Hvordan skulle jeg nogensinde kunne sætte ord sammen, så det bare udgør noget rimeligt, i forhold til den bog?
“Pigen, der legede med ilden” er blevet min yndlingsbog. Alene prologen anser jeg som stor, stor kunst. For alle, der bare læser den, uden at kende Lisbeth Salander, lyder det som en sadist, der har tilfangetaget en ung kvinde.. ja – faktisk et barn. Man sidder ganske rystet, når man er færdig med de fem sider.
Men når man har læst Mænd, der hader kvinder først, kender man Lisbeth Salander, og får derfor hurtigt en fornemmelse af, at beskrivelsen beskriver noget helt andet – end det, man ellers først tror.
Det, der så er så fantastisk er, at man kan vende tilbag til prologen, efterhånden som man kommer længere frem i bogen. Efterhånden som plottet åbenbares – og indse, at den første indskyldelse måske alligevel ikke var så ved siden af alligevel. Fantastisk manipulation med mine tanker – og med mit hjerte. Det sad helt oppe i halsen gennem alle 605 sider.
Jeg elsker Lisbeth Salander. Undervejs – da hendes hemmelighed blev afsløret – sad jeg med et stik af “Øv – nu forsvandt magien” – men det gør den alligevel ikke – for selvom man kender Lisbeth Salanders hemmeligheder, er hun stadig et menneske, som ingen nogensinde rigtig kommer til at forstå. Jeg tror kun, der har været een i verdenshistorien, der har elsket Lisbeth højere end jeg – og det er hendes forfatter. Hans kærlighed til sin hovedperson stråler igennem hver eneste beskrivelse af hende..
Bogen er hæsblæsende fantastisk. En krimi, der ender i et højere lag på en eller anden måde. En krimi, hvor alle små bitte snore er grundigt forbundet og tilsammen giver en løsning, man aldrig havde drømt om. Man får det hele: Både det forudsigelige – men bestemt også alt det, man aldrig havde regnet med. Jeg gad god se det menneske, der allerede på side 5, havde gennemskuet det den endelige forbindelse mellem Zala og Lisbeth.
Det er lidt som filmen “Den sjette sans” – hvor man efterfølgende sidder og går hele filmen igennem, for at se, om plottet til sidst ramte.. og man efterfølgende må erkende, at det gjorde det. Det er det samme med dette plot.. denne historie. Den holder – også baglæns.
Jeg kan kun anbefale “Pigen, der legede med ilden”. Og jeg glæder mig som et lille barn til den sidste i serien.
Så har jeg købt bøgerne – og glæder mig til at læse dem. Nede i boghandleren sagde de at den tredie kommer til oktober. Faktisk havde han halvdelen af nr 4 færdig (hmmm en fjerde i en triologi ? de svenskere) Den skriver hans samlever færdig.
Hilsner Katja
jeg læste et eller andet sted, efter jeg fandt ud af, at der var en tredje bog, at det reelt var meningen, at han ville lave 10 bøger i serien. Trist – meget trist.