Idag bygges der robot.
Det kræver koncentration og omhyggelighed. Det kræver skæve smil og stille eftertænksomhed. Musik i baggrunden og samarbejde – mor og Jonathan imellem
Og så er der den evindelige dør, hvor gårdens unger konstant ringer på: “Kan Jonathan lege” og nej – det kan Jonathan ikke. For Jonathan råhygger alene. Han koncenterer sig og bygger. Så det er end ikke svært for mig at sige “Nej – Jonathan kan ikke lege”.
Men nu er dagen gået. Det meste af den. Og timerne med legosamling og sværer opskrifter, er ved at være gennemført i de omfang, der vil lykkes idag. Og da bedstevennen stod udenfor og sagde “Kan Jonathan lege”, kunne jeg alligevel ikke lade være med at sige “jo – det kan han godt – men vi bygger altså lego” – et koncept bedstevennen i den grad godt forstå. .For netop lego er noget bedstevenner har til fælles.
Og se – her kommer så det skelsættende og overraskende for en mor, der ellers gør hvad hun kan, for at holde sig gode venner med alle vennerne. For bedstevennen var kun lige kommet ind af døren, før det ringede på igen. “Kan Jonathan lege”. Den dygtige mor svarede “Nej – det kan han ikke” . “Jamen”, parlamenterede barn 3 og 4, der gerne ville ind og benytte stedets faciliteter “hvorfor er overboen der så?”
Og endelig er det så lykkedes mig at skære igennem i stedet for altid at mene at alle børn skal behandles lige og retfærdigt.. for jeg svarede som mine følelser bød mig. “De leger Lego – og der er ikke plads til flere end de to” – og så lukkede jeg ellers døren.
Det er en øvelse, jeg skal blive bedre til. For jeg ved med sikkerhed, at det med at der er 8 børn på besøg hos min søn (hvilket der ofte er!) det fungere ikke – for ham – eller for mig.
Så kære gårdens unger: Bered jer på det væreste: Jonathan kan ikke nødvendigvis altid lege med alle mere.
