Er du åndssvag

Jeg sad og rystede uforstående på hovedet – i takt med resten af Danmarks befolkning – mens jeg så TV2’s “Er du åndssvag?”

Det er i den måde man behandler de dårligst stillede, at man skal måle sit lands sande værdi.

For mig at se, var der to hovedproblemer. For det første var det personalets hjem – og dermed personalets regler, personalets frihed og personalet, der i alt skulle tages hensyn til.

Dermed var det ikke et hjem, for de handicappet – men et fængsel, hvor de levede helt og aldeles på andres præmisser uden nogen form for frihed eller ret til selvbestemmelse. (Og jeg VED godt, at de ikke magter selvbestemmelse – men .. f.eks. at give udtryk for hvornår man vil i seng er også en frihed og en måde at have selvbestemmelse på)

Dernæst er der holdningen til de mennesker, personalet rent faktisk arbejder for. Og den er skræmmende – mest fordi jeg kan skrive under på, at det sker andre steder også.

Holdningen fra de mennesker, der arbejder der, er ikke et forsøg på for at forstå, et forsøg på empati og indlevelse. Det er alene et spørgsmål om at definerer problemernes omfang, ud fra hvad personalet “gider” – og hvad der er “nemmest”.

Når en beboer tydeligvis ønsker et kram og har brug for forståelse – bliver denne efterladt skrigende i to timer. Når en beboer opponerer mod ikke at måtte komme i seng og bruger sit sidste mulige udtryksmiddel – og tisser på gulvet – bliver dette læst som “trods” og som noget, der skal “straffes” – i stedent for empati og forståelse – og dermed forhåbentligt til en gensidig løsnings af beboerens behov.

Den holdning – at man selv definerer hvad klienterne har “brug for” har jeg set andre steder i behandlersystemet. Jeg har set det indefra – så det er altså ikke fordi jeg selv har været i klemme.. men jeg har hørt på kollegaer, der mente, at hende, der reelt bare havde brug for omsorg “var gak i låget” .. eller “bare ønsker opmærksomhed”.

Den altafgørende forskel mellem det, jeg selv har oplevet – og det igår viste på tv, var dog tiden. For der, hvor jeg oplevede det, var tiden en faktor, der var så nærværende og hæslig, at man ikke kunne forlange mere af de mennesker, der udførte den.

De KNOKLEDE så de var blå i hovederne.. og derfor – en sjælden gang i mellem – blev en klient “sat til side” fordi der tidsmæssigt slet ikke var tid. Jeg følte det krænkende dengang – men det var da intet i forhold til, hvor krænkende det var at se, at man i Nyborg gør det alene af egoistiske hensyn. Fordi man gerne vil se tv!

Det er aldrig iorden at “bevidst mistolke” et medmenneskes bøn om hjælp. Aldrig – uanset årsagen. Men jeg kan i det mindste bedre leve med det, når det handler om, at der ganske enkelt ikke ER hænder nok – modsat igår – hvor der var rigeligt af hænder – men bare ingen der “gad”.

Når det så er sagt, er jeg rigtig ked af de skjulte optagelser.

For det første: vi så under 15 minutters klip – af 125 timers optagelse. Det, vi fik vist var altså 0,2 % af den tid, der blev brugt på stedet. Og jeg er godt klar over HVILKE 0,2% vi blev præsenteret for. Det er bestemt ikke de hyggelige stunder personalet har med beboerne under en go frokost – eller personalets igangsættelse af leg for den enkelte beboer.

Jeg ved godt, at man gerne skulle få tanken, at personalet nærmest ikke talte med klienterne. Men det vel alle jo ikke er rigtigt. Der MÅ være en eller anden form for pleje. Det kunne man dog slet ikke se i udsendelse – der alene gav udtryk for, at personalet INTET lavede.

Ville man kunne filme dig i vilkårlige 125 timer – og finde 15 minutter, hvor du var meget utiltalende? Mon ikke vi alle har 15 min ud af 125 timer, som andre mennesker kan finde upassende?

Ovenstående er ikke en undskyldning af forholdene. Der er ingen tvivl om, at der er noget galt. Det er alene ment som en bremseklods for heksejagten. For så modbydelse var personalet altså heller ikke! (hvis man trækker nogle enkelte ganske absurte scener fra – som jeg umidlbart tror var en og samme persons værk)

Hvad gør de skjulte optagelser ikke for sundhedspersonale generelt? Hvor kommer det skjulte kamera næste gang? Er det meningen, at man som sundhedspersonale konstant skal være på vagt, fordi man skal være bevidst om, at hvert ord man siger, kan blive filmet – og at man til enhver tid kan blive udstillet i en landsomspændende gabestok?

“Det kunne være, de kunne opføre sig ordentligt, hvis de havde den trussel hængende over sig”. Det udsagn er altså urimeligt. Det er stressende ud over alle grænser, hele tiden at være på vagt for, at en sætning man siger, ikke kan misbruges.

Grunden til, at det er så nemt for en vikar at komme udefra, er jo fordi området mangler hænder: At det ikke er attraktivt at arbejde med omsorg!

Og så ER der situationer hvor det er nødvendigt med mere hårdhændet metoder. Vi så ikke de to beboer gå i flæsket på hinanden. Men hvad nu, hvis den ene havde slået den anden i hovedet. Hvad nu hvis den ene beboer tidligere har været voldelig overfor personalet? Hvis den ene fik slået den anden beboer bevidstløs?

Skulle pædagogen så også have talt “pænt og i et stille og roligt toneleje?” Der opstår sitautioner, der skal håndteres korrekt – men med en fast hånd. Og helle for ikke at være pædagogen, der skal gøre det næste gang – med en vikar (med eller uden skjult kamera) i baggrunden.