Vores jul (Og jeg bytter den ikke for noget i verden)

Julen er hyggens tid – børnenes fest og drømmenes ocean.
Ikke desto mindre er julen først og fremmest den tid på året, hvor voksne ønsker at vise størst muligt overskud. Bage æbleskiver, flette julehjerter – og være om sig familiemæssigt. Ikke desto mindre er det ikke sådan vores jul forløber – for vi har en pakket og klar køreplan, der fungerer hver år.

Hvert år har jeg som mål, at pynte op til jul omkring 1. december. Mine unger skal jo julehygge. Og hvert år kommer og går den 1. december uden der sker noget som helst. Ingen kravlenisser, ingen hjerter – og ingen lys, der dufter af appelsin og kanel. For sandheden er: jeg hader julepynt. Jeg er ikke god til at rydde op – og når der endeligt er rent, så holder jeg af glatte, rene flader. Jeg holder af store åbne flader, hvor intet er. Og det er umuligt at sammensætte med kravlenisser og flethjerter, mistelten og guldglimmer.

I stedet fejres 1. december hvert år med mormor, der kommer forbi med årets produktion af kalendergaver. Hos os er to børn – og hun har desuden to andre børn, hun også er på kalendergaver med. Ialt har min stakkels mor samlet ikke mindre end 96 gaver i løbet af året, som hun sirligt har indpakket og puttet nummer på. Men hun nyder det – og ungerne nyder det endnu mere – for trods de 96 gaver – så er hver eneste af dem gennemtænkte. “Jeg kan altså ikke huske hvornår han får lastbilen” Tak skæbne. Jeg er imponeret over, at hun overhovedet kan huske, at der er en lastbil mellem alle gaverne.

Jeg køber også gaver – men af en eller anden grund er jeg langt bedre til at finde gaver til terningespillet bagefter, end de rigtige gaver. “Har jeg nu nok” tænker jeg 800 gange gennem julemåneden. Det ender altid med, at jeg lader nogle gaver ligge til året efter – for der er alt for mange.

Jeg får dårlig samvittighed, når vi når omkring d. 14 december.  Godt nok laver vi julegaver samme. Maler og laver decoupage. Men ud over det kan man ikke mærke det er jul. Vores kylling med thaisovs smager nøjagtigt som den gjorde i oktober.

Far forbarmer sig normalt først: Han køber pebernødder og marcipansnitter og sætter frem. Jeg forbarmer mig så – og finder nisseskålene frem, så pebernødderne får lov at ligne noget juleagtigt. Resultatet er også det samme år efter år. Min søn tror pebernødderne er kasteskyts til katten. Og han og katten morer sig kosteligt over at lege “kast en pebernød og se, hvor meget kattepoter kan mose den – efterfulgt af en 3-årig, der for alvor tramper pebernødden ned i gulvtæppet”. Julesjovet er begyndt.

Endelig kommer julekassen op. Naturligvis er den store nisse, som jeg havde planlagt skulle, festligt og juleagtigt, tage imod gæsterne, ikke at finde. Tilsyneladende var der noget med et ekstra julejob på Nordpolen. Mon ikke jeg finder nissen engang i januar?

Nu er der lys i alle vindueskarme – og hyggen spreder sig. Det vil sige: min store pige har travlt i cyberspace – og sønnike brokker sig højtlydt over, at der kun er een kalendergave pr. dag.

Den 20. december er faktisk tidligt i vores familie for juletræsindkøb. Normalt sker sådan noget omkring d. 22. Men det er igen mig. For der er noget, jeg ikke forstår. Jeg rydder op – og støvsuger. Ordner og fikser – og så gudhjælpe mig om ikke man hiver en halv skov ind i min stue. Derpå sætter vi så fine hjerter og kugler, som katten så hopper op efter – hvorfor træet vælter de første 8 gange – og efterlader grannåle, der sætter sig i tæppet på en måde, så min støvsuger giver fortabt – men min bare fod .. jo – den skal nok fange nålen – lige der på det ømme mellemstykke, hvor man rigtig man mærke, når noget trænger gennem huden.

Dagene op mod jul præges af, at der er flere og flere gaver. Og det bliver sværer og sværer at finde steder, at lægge dem, så hverken kat eller søn kommer i nærheden af dem. Og det er da også sikkert, at min søn hvert år finder en eller anden gave – og pakker den op, efterfulgt af et klap i hænderne og et “Naaaaaajjjjjjjjj ” .. Jeg kan så pænt sætte papir og bånd på igen,- og igen igen forklare,at det er først juleaften, han må få sine gaver. (Det synes han åbenlyst er noget mærkværdigt noget!)

Den 23. december begynder julen hjemme hos os for alvor. Og scenen er den samme HVERT år. Vi er inviteret til julegrød hos mormor. (Ja – hun er meget aktiv – og det er alle lykkelige for) og hvert år er det samme scenarie. For hvert år kommer det som en stor overraskelse for min mand, at det nu er dagen før jul. Af meget håndgribelige og logiske årsager, er det mig, der står for gaveindkøbene hvert år – pånær een gave: Hans gave til mig.

Og hver år er det sikkert som amen i kirken, at han vælter rundt et eller andet sted i desperat jagt efter en passende gave til sin viv – 2 minutter i lukketid. Han underholder altid med fortællinger om, hvordan stormagasinerne er fyldt til bristepunktet af ægtemænd, med vilde og rodløse blikke i øjnene.. Med tænderskærende bønfaldelser til de nærmeste ekspedienter om bare at kaste et eller andet der kan bruges som gave til konen, i deres retning.

Det, der ændre sig år for år, er hvilken butik han så ender i, der 2 minutter i lukketid. For butikken har en stor betydning for, hvordan min gave det år vil være. Nogle år ender han hos guldsmede eller i en lingeriforretning. (Og jeg kan lige høre ham sige “De er nok lidt størrer end dine” til den stakkels ekspedient, der skal finde et bogstav, der passer. ) De år har jeg været glad og tilfreds.

Det år han endte i IKEA var jeg knap så glad. Men det var måske mere fordi jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg skulle bruge det pejsesæt til, som en tilfældig ekspedient havde smidt ham i nakken. Vi bor i lejlighed – og kender end ikke nogen med pejs.

2 mintter i lukketid er også 20 minutter efter mormor har sat nissegrøden på bordet – og så det lige så sikkert, at han kommer halsende 30 minutter forsinket til grøden.

Men så er det som om der sker noget. Det er som om – der – i mormors stue – at hele verden forandre sig for en stund. Der kommer ro over selskabet – og vi nyder vores nissegrød med en accept af, at nu er ræset slut – og julen kan begynde.

Og vi har de dejligste juleaftner hos os.

Maden står manden for – og det slår aldrig fejl. Det er fedt, som ind i … men det smager, så øjnene triller – og smagsløgene tigger om mere. Der er altid alt for meget mad – og alene det, at der både er and og flæskesteg, gør måltidet trægt at komme igennem. Man må jo smage det hele.

Ris a la mandel, som min mor laver, bringer grin og glæde – og endelig.. slåes dørerne op til stuen – hvor juletræet er blevet tændt og står og troner sig midt på stuegulvet. Gaverne, der vokser sig ud fra træet – og pynten, der lokker til nærmere kig. Dansen om juletræet, hvor alle har deres drømmeposition. At se min lille søn med store øjne betragte det smukke træ, hvor lysene brænder og pynten skinner i det orange skær. Og alle de gange han næsten ikke kan holde ud at gå forbi den store gave, som han tror er til ham.

Jeg elsker når mine unger modtager endnu en gave og med store glansfulde øjne åbner med et “neeeejjjjjj….. tusinde TAKKKKK” og et smil .. og indimellem ligefrem en tåre.. på modtager eller givers kind. Jeg elsker, når jeg kan mærke, at nogen modtager noget, de lige har ønsket sig. Og at se min fantastiske datter arbejde sig gennem bunken af gaver, mens hun tålmodigt fortæller sin bror, hvem der skal have den næste.. og at han ikke må give flere – før forrige gave er pakket ud.

Jeg elsker når min datter med et skælmt smil rækker mig min gave. Hun er så utrolig betænksom og underfundig
. Hun har altid en gave til sine forældre,der viser, at hun elsker dem. Og det er sjældent jeg kan undgå at lade en tåre trille. Af kærlighed til min datter – og af stolthed over, hvor fantastisk et mennesker, hun udvikler sig til at blive. Det er utroligt hvor store følelser man kan få over et maleri eller et stykke håndarbejde.

Bunkerne af gaver, der samler sig rundt om kring. Og min søn, der slet ikke kan lade være med at lege med de bedste stykker legetøj.

Og katten leger med. Alle båndene, som katten har kigget langt efter hele måneden, må hun endelig mosle med, som det passer hende.

Når gaver er udpakket, kaffen er drukket og marcipansnitterne spist, sætter vi os alle sammen til terningespillet, hvor farmor med ræveøjne og store grin, stjæler alle vores andre gaver, mens hun klynker over, at “hun aldrig vinder noget”.. Alt sammen med grin og smil. Og mætte af oplevelser.. går de sidste gæster hjem kl. 1.

Jeg elsker juleaften. Fordi jeg har en fantatisk familie at holde den med – og fordi – trods stress og jag, trods rod og glimmer, så handler det i bund og grund om, at glæde hinanden. Og uanset mængden af stress op mod jul, så formår vi at gøre det år efter år.