.. men jeg kunne ikke lade være.
Jeg skulle lige på en hyggelig køretur – sådan udenfor myldretiden og helt alene. Jeg tog iPhonen med og fandt noget go musik, som jeg tog i hørebøfferne.. og så kørte det ellers derud af.
Hvad er det ved netop den udsigt, der gør, at man mener, man bare MÅ skråle med på musikken i hovedet?
Så kære medbilister, beboer og tilfældige forbipasserende:
Undskyld!!
“Sød Musik” skal ligesom skråles igennem – og “Hopelessly devoted to you” kræver adskillige trin i stemmebånden. Jeg indrømmer det, jeg kender ikke alle ordene til “You are beautiful” – men det forhindre mig ikke i, at synge højt med på de ord, jeg så mener, jeg kan undervejs. Og lyden skal fylde hele bilrummet – for på en eller anden måde, så er netop det tilladt. Ikke bare tilladt – men samtidigt den største følelse af uendelig frihed:
Hænderne på rettet – hjulene drønende rundt og rundt – og musikken buldrende derudaf akkompagneret af MOI.
(Og kære pladeproducenter: Jeg har endnu ikke lukket aftaler med nogen andre – så I ringer bare!! )