Mit ben ramte gulvet omkring kl. 11.45 i en hal i Ølstykke – d. 7. september 2013
Da vi var til parkour, mente jeg ikke, at jeg ville afsted sådan “hu-hej-vilde-dyr” – det ville jo bare skræmme ungerne! Så vi tog time færdig. Mens jeg sad – lidende – på en stol og lod som om alt var godt. Cirkuset begyndte først, da jeg skulle rejse mig, for at humpe ud i bilen. Ikke på vilkår om det var muligt at sætte så meget som en halv storetå-negl i gulvet af højre fod – og det at hoppe med benet løst hængende.. Niks – heller ikke en mulighed. Så det blev et størrer cirkus at finde en rullende vogn at fragte mig på – for derefter at bære mig de sidste 1½ meter ud i bilen.
Næste gang tror jeg alle er enige om, 
at 1-1-2 nok er det bedste nummer i den situation 🙂
Jeg ankom til Frederikssund Hospitals akutklinik kl. 13:14.
I receptionen tog de pænt imod mig. Hun kunne godt se, at jeg vist havde mere end almindeligt ondt i benet, så kørestolen, vi havde fundet ved indgangen, beholdte jeg – ligesom jeg hurtigt fik stjålet en skammel, jeg kunne komme mit såret ben op på. Mine cowboybukser bulede godt og grundigt ud ved skinnebenet – og bukserne sad helt stramt. “Jeg bliver nok nødt til at få bukserne af snart” forklarede jeg. Det spændte voldsomt i benet, fordi bulen ikke havde mere plads til at udvide sig på. “Kom med” sagde receptionisten og førte os hen til en mellemgang, hvor hun gik ind og talte med en mand i et lille glasburkontor – som straks kom ud og gav hånd. “Kom med herind – så ser vi på det” sagde han.
Jeg forsøgte det bedste jeg kunne at stå på et ben, mens min mand forsøgte at tage bukserne af mig – forsigtigt – noget så forsigtigt. Da det var lykkedes, endte jeg med at lægge mig ned på en briks – helt forpustet. “Vi skal have taget et røntgentbilled af det ben”, sagde manden, der hjalp mig, der viste sig at være min læge. “Du skal gå hen af gangen .. følg stregen”. Så moslede vi mig på plads igen – og rullede mig hen af gangen. Her nåede vi kun lige at stå et øjeblik, før en sød dame kom og spurgte, om jeg ikke ville følge med.
Hun og jeg fik i fællesskab gelejdet mig op på briksen. “Hvordan i alverden er det dog sket” spurgte hun. Jeg forklarede om parkour – og hun smilede. Hendes søn gik også til parkour, så hun vidste nok hvad sporten går ud på. “Så er du færdig.” forklarede hun efter adskillige bip og rykning af plader. Så måtte manden ellers trille mig tilbage. Vi sad kun et øjeblik, så kom lægen tilbage. Han satte sig i det lille kontor og sagde “Kom og se – du har brækket benet” . Han viste mig en fin linie i min knogle – hele vejen rundt. “Det er forholdsvis ukompliceret – men for en sikkerheds skyld vil jeg altså gerne have dig til CT-scanning på mandag – men ellers får du en skinne på og krykker med hjem”. En sygeplejerske kom og gav mig en skinne på og forklarede mig, hvordan jeg skulle forholde mig. “Du må gerne tage den af og gå i bad”. Dejligt. På vejen ud fik jeg smertestillende til resten af weekenden.
Og vupti var jeg ude igen.
Hvis jeg skal klage over noget, kan det kun være, at behandlingen nærmest var for effektiv. for mit ben var så smertefyldt, at det at komme fra leje til leje, var super hårdt. Men det er svært at påstå, at det er et problem. For det var vidunderligt, at jeg – bare en time efter, jeg var kommet ind – kunne kører hjem igen – bevæbnet med piller og krykker – og et stift højre ben. Hjemme ER bedst.
Det kan godt være, at det var meningen, at 7-9-13 skulle være en heldig dag. I mit tilfælde blev det uheldigt. Og så alligevel. For i mit uheld – var jeg så heldig at komme i fantastisk kompetente hænder på Frederikssund Akutmodtagelse.