Hvor min pude?

Klokken 2 i nat, vågnede jeg af Jonathan, der klynkede lidt fra sin seng. Da jeg bar ham ind, virkede han feberhed – så det var forventet.

Øjeblikket efter stod han ved kanten af min seng. “Moar… hvor min pude?” klynkede han. Min søn har aldrig brugt sut – eller sutteklud. Vi ville gerne han havde “noget” at falde tilbage på, når man har brug for lidt trøst – men han er aldrig rigtig hoppede på de ting, vi har givet ham mulighed for. En årgang virkede bamsen Tias godt, men nu er Tias glemt – og ligger i fodenden af sengen – uden dyne.

“Din pude. Jamen lille skat dog”.

Og pludselig kom jeg i tanken om, at han faktisk har taget sin lille pude, med bamse og kylling på pudevåret, med sig hver morgen, når han er krøbet ind i sengen til mor og far. Først nu, hvor han selv siger det, forstår jeg, hvilken betydning puden har.

Jeg fandt den hurtigt i fodenden af vores seng. Der var den endt morgenen før, da Jonathan kom ind forbi os. Jonathan trykkede puden helt ind til sig – og kravlede op ved siden af mig. Med puden trykket mod brystet og mors hånd aende på ryggen, gik der kun få øjeblikke, før min søn igen faldt i søvn.

Idag har han sin pude med ude hos farmor.