Min datter og jeg havde os en rigtig dejlig samtale. Udgangspunktet var den store klikedannelse i klasse. Der er to kliker. De “seje” og dem, der bare er venner. Min datter er med i “dem, der bare er venner”.
I hendes verden findes der to typer mennesker: Nørder og stjerne. Hører man ikke til den ene gruppe, hører man automatisk i den anden. Og i hendes sjæl er det sådan det er – også ud i voksenlivet.
“Det er ikke sejt, at gå til Garden. Det er for nørder.” forklarede hun. “Hvorfor det?” spurgte jeg. “Fordi der ikke er nogen seje, der går til det.” “Men er det ikke lige meget?”
Jeg spekulerede lidt over, hvordan jeg skulle få vendt min datters måde at se tingene på, så jeg kunne få hende til at forstå, at de seje ikke er seje resten af livet. At der også er plads til “alle de andre” når skolen er slut. Og at det tit er “alle de andre” der ender med at få de gode jobs.
“Hvem tror du laver fremtidens computerprogrammer”. Hun griner af spørgsmålet. For hun ved det jo godt: “Det gør nørderne mor”. “Hvad tror du giver flest penge: At kunne lave et nyt program, som alle i verden kan bruge, eller at blive solosanger?”
Det var hun faktisk meget i tvivl om. Hun mente nu engang at stjernerne måtte tjene mest. Det var jo dem, man altid så på tv og sådan.
“Der er nogle mennesker, der havde lavet et system, hvor man kunne tale i telefon over nettet. De har tjent 100 millioner kroner alene på den opfindelse.” forklarede jeg. Det kunne hun godt se.. Selv med lidt hovedregning med at kunstner måske fik 10 kr. pr. plade de solgte, så var der langt op til 100 millioner kr. Og hun kunne også godt se, at marked for stjernerne er begrænset. Vi er kun 5 millioner mennesker i Danmark. Og hun forklarede selv, at farmor nok ikke gad købe den sidste med Nick and Jay. Så man skulle ikke regne med, at kunne sælge 5 millioner cd’er.
“Berømthed er noget flygtigt noget, min pige. Alle vil gerne have det. Men prisen er høj – og sandsynligheden for, at man forsvinder igen – efter 1 måned – eller måske et år – er langt højere, end at man formår at hænge på og blive ved med at være kendt”
Og pludselig kunne hun remse de første ti stjerne op, som hun egentlig havde helt glemt. Som ikke er stjerner mere.
Det gav stof til eftertanke. For mens stjernene poppede op – og forsvandt igen – så blev de der fyrer med telefonerne jo ved med at have deres penge. “Og mor – ved man ikke også hvem der opfandt telefonen? Jeg mener, er han ikke stadig kendt – på en måde?” “Jo – Graham Bell er stadig kendt”.
Pludselig var det slet ikke så slemt at være kategoriseret som “nørd”.
“Mor forresten: Hende min veninde, der er en af de superseje, sagde faktisk forleden dag, at hun synes det var sejt, at gå i Garden. Måske skulle jeg få hende til at sige det lidt højere”.
Hun er slet ikke så dum, din datter 🙂 Og heller ikke dig!
Jeg tager hatten af for din måde at forklare tingene på – og for din datters hurtige evne til at opfange dem 🙂
Rigtig god ferie lige om lidt.
Det at være sej, afhænger jo også af øjnene, der ser. Selvom mange fra klassen anser et barn som sejt, behøver det individuelle barn jo ikke at gøre det. Man kan jo godt vurdere disse ting selv. Omvendt kan man godt anse sig selv som sej, uden at hele klassen ser en som sej. Det handler om selvtillid, og om at have noget at have det i, som ikke nødvendigvis er den målestok sejhed traditionelt bliver målt på i klassen.
Hvis man har kundskaber som knagen til at hænge sejhedens frakke på, er man godt kørende. Hvis ikke, har sejheden det med at falde til jorden.