Jeg er ikke jaloux anlagt. Faktisk anser jeg mig selv for nærmest en sjælden race – for jeg under min mand de oplevelser, han måtte have undervejs – også seksuelt. De var med til at skabe den mand, jeg elsker idag.
Da jeg var helt ung, var den manglende jalousi helt underlig – for da var det ok med mig, om han havde andre end mig, for jeg skulle da ikke være besidderisk eller eje. Det kan man ikke. Vi er jo mennesker – og derfor kan vi ikke eje hinanden. Jalousi er som en sygdom – en grim, grøn sygdom, der langsomt æder kærligheden. Jeg er ikke jaloux
Ikke desto mindre var det vigtigt for mig at forære min mand en meget tung sølvkæde som den aller første julegave til ham. Han gik rundt med een i forvejen – så man kan argumentere for, at det nok ikke lige var sådan en han manglende. Men ikke desto mindre skulle han da have en – af mig!
For kæden han gik rundt med hver eneste dag – og som han var glad for, var en gave fra hans eks-kone. Hende, han har to børn med. Hende, som han engang drømte om skulle være den eneste ene.. fuldkommen, som jeg nu er hans eneste ene. Og se.. jeg elsker hans unger. Og jeg kan rigtig godt lide hans eks-kone. Men at gå og se hendes kærlighedsgave til ham hver eneste dag om halsen på min mand. Det var alligevel for meget.
Så han fik en ny sølvkæde.
Måske handler jalousi slet ikke om, at man vil eje. Måske handler jalousi i virkeligheden om, at man er usikker. At noget i maven siger een, at der er andre muligheder for ham, end mig. Og måske er jalousi i små mængder ligefrem med til holde mig på tæerne – og få mig til at blive ved med at være hende, han ikke vil være foruden – uden han skænker alternativerne en tanke.
Og nu kan jeg så tænke den tanke, hver gang, jeg ser hans kæde om halsen. Jeg ER jaloux anlagt. Lidt ihvertfald.