Min datter var 7, da jeg begyndte at skrive. Nu er hun 19½.
Da jeg fødte hende, var jeg så vanvittig overrasket over, at man kunne elske noget væsen SÅ meget. Dagen efter blev værrer -for da elskede jeg hende endnu mere! Sådan har det ubetinget været lige siden – dag for dag. Hun er min skønne, skønne datter.
Men hun er også “voksen-in-the-making”. Spørger du hende, så ruller hun med øjnene for naturligvis er hun voksen. Hun har stemt både til kommunalvalget – og nu til folketingsvalget. Hun studerer og tager varer på sig selv. Hun rejser langt, langt væk for at hjælpe andre, og hun tager jobs, hvor hun modent og ansvarsfuldt tager sig af andre mennesker.
Hun er på vej væk.
Jeg troede, at hendes tur væk fra mig, ville være noget af det værste, jeg kunne komme til at opleve. For jeg elsker hende stadig lidt mere hver eneste dag. Jeg troede, at det, at hun er i sin egen verden, en verden hvor jeg ikke hører til, ville få mig til at føle mig afvist, forladt og alene.
Sådan føler jeg ikke: Jeg er stolt og lykkelig. Jeg fatter slet ikke, at det smukke væsen, er min datter. Ingen tvivl om, at netop min datter vil komme til at gøre verden til et bedre sted. Min datter!!
Til september flytter hun væk. Hun vil stadig have et værelse stående – så hun kan stadig komme “hjem”. Men det er netop det: Hjem vil være et andet sted – og sandsynligvis vil hun aldrig igen kalde mit hus for “hjem” igen.
Jeg kommer til at savne hende. Men mest glæder jeg mig til at følge hendes færd i livet. For jeg er så stolt! Tænk,- hun er MIN datter.