Jeg må erkende det: Jeg skriver mentale breve. Og jeg kan også lige så godt indrømme, at nogen af dem bliver frygtelig lange!
Når nogen gør noget overfor mig, som jeg opfatter som uretfærdigt, urimeligt, tarveligt eller lign, så starter min indre skrivemaskine.
En gang for lang, lang tid siden, var der een, der gav mig det råd: “Er du sur eller vred, såret eller ked af det, så skriv et brev til vedkommende. Du behøver ikke sende det – bare det at få det ned på skrift hjælper.”
Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, ville jeg forklare vedkommende, at det råd var farligt i mit tilfælde – for mit mentale brevskriveri udvikler sig til noget, der minder om midlertidig OCD. Ikke på vilkår, om jeg kan komme videre!
Når jeg står der i situationen og bliver udsat for noget uretfærdigt – og ikke kan formulere mig ordentligt i situationen, så starter det mentale brevskriveri i genren: “Åhh… bare jeg lige havde sagt ….” Der starter vi. Men en enkel punchline. Med et enkelt sofistiskeret svirp med halen mod urimeligheden.
Problemet er bare, at inden jeg når for alvor at opdage det, har jeg allerede skrevet “Kære du” – og så bliver brevet pludseligt langt længere end den punchline, det til at starte med var meningen, det skulle være.
Og så begynder sætningsopbygningen i mit hoved. Problemet er så, at sætningerne kan gåes igennem igen og igen, for ligesom at finde den helt perfekte formulering. Vi er tilbage på “svirp” og “punchlines”. En sætning, en formulering kan sagtens rumstere en time eller to. Og der er jo altid en sætning efter! Der er altid flere detaljer i urimeligheden, der bør belyses.
Gudskelov har jeg så mit mentale arkiv af vrede breve, jeg har skrevet til andre – så jeg har jo formuleret mig før. Jeg er i virkeligheden lykkelig for, at arkivet er meget dårligt gemt. I virkeligheden er jeg ked, af den del af arkivet, jeg kan benytte mig. Ikke desto mindre gør jeg det.
“Lav noget hårdt fysisk – eller gå i haven” foreslår min skønne mand mig. Men jeg kan sagtens forfatte et vredt brev, samtidigt med, at jeg luger ukrudt – og slår græs.
“Få det ud – tal med mig”. Problemet med den ide er så, at når jeg så begynder at sige sætningerne højt, så kommer der endnu flere nuancer, endnu flere detaljer i mit nu efterhånden meget lange mentale brev.
Når natten falder på, og brevet formulerer sig videre i mit hoved, og derfor stjæler min nattesøvn, aer min søde mand mig. “Skat – prøv at se alle farverne på prkkerne bag øjenlågene, når du lukker øjnene”.
Jeg kan godt se prikkerne – men de er mest hvide – og der går ikke ret lang tid, før en prik minder mig om …. og så kværner brevskriveriet videre.
Efterhånden bliver jeg vred på mig selv. Vred over al den tid, jeg bruger på at se indad. Al den tid, jeg bruger på at retfærdiggøre mine valg og finde på vrede formulering. For i al den tid, er jeg lukket helt inde i mig selv i en skal af selvretfærdig harme.
Omkring mig er alt, hvad jeg elsker: Min mand, der ønsker mig mere end noget andet. Mine børn, for hvem det går godt – og som hver især er lykkelige på deres måde. Mine stedsønner, der trives og rykker fremad i teenagerlivet.
Men i stedet for at give det liv, jeg elsker, opmærksomhed, sidder jeg fast i en sump af skriveblokering i et brev, jeg slet ikke gider bruge energi på.
Det bedste brev, jeg kan skrive til dem, der gjorde mig ondt, er brevet, der slet ikke bliver skrevet. Det er det brev, jeg slet ikke bruger tid på. I stedet bruge tiden og energien, der hvor jeg bliver lykkeligere.
Jeg øver mig – men hold nu op, hvor er det svært at holde op med at skrive breve, når man nu har øvet sig i årevis.