Jonathan er ikke helt tilfreds med at komme i børnehave hver dag i øjeblikket. Ikke desto mindre er ham mindst lige så utilfreds med at skulle hjem igen – så vi anser ikke problemet som værende ret meget andet end en fiks ide.
Vi går forbi skolen hver morgen på vej til børnehaven. Og hver morgen hiver Jonathan i mor eller far, for at komme derind i stedet. At skolen ikke lige er klar til at tage imod Jonathan, generer ham ikke det mindste.
Jonathan er overbevist om, at han bare “kan bytte plads” med vores store datter – en ide, hun bestemt også gerne så udført. “Ih mor, han skulle bare vide hvor dejligt, det er at gå i børnehave” siger hun med et smil. “Der er jo ingen lektier.”
De kan ikke blive store nok. Han hiver bogstavelig talt i armen, for at få lov at komme videre – komme op – blive ældre. Men jeg hiver alt hvad jeg kan i den anden retning. Han er min lille dreng. Og her er kodeordet LILLE. Også selvom han ikke vil være det 🙂
Sjovt nok har vi den samme snak her hjemme og her ligger skolen jo lige uden for døren så det er ikke når vi går vi skal høre om det, det er når vi IKKE går :o) Og hils lige Jonathan og sig at nok er hans sprog blevet flot, men jeg tror ikke ham er helt tar til at komme i dole enuuuu :o))
Personligt tror jeg også, det er en fordel, hvis læreren rent faktisk kan forstå, hvad knægten siger 🙂 SÅ vi tager lige et år eller tre mere i børnehaven.
Lorenza har i længere tid gået i børnehave-skole. Hun er SÅÅÅÅ misundelig på hendes søstre som går i skole.
Det må være en generel misundelighed som yngre søskende har 😉
Vores Yngste (2år og 3½mdr), der går i vuggestue, vil meget hellere gå i skole som sin bror, der nu går “rigtigt” i skole – i 1. klasse.