Vi er ved at indføre en tradition – min mand og jeg. Min julegave er ganske enkelt en tur på een af de restauranter, vi ellers bestemt ikke ville have mulighed for at besøge. Og i år var gaven dette gavekort:
Facebook kunne hjælpe mig. De store bogstaver siger “omakase”, hvilket betyder “lad andre bestemme” på japansk. Det var rammen for aftnen.
Vi ankom til UMAMI kl. 18:30 – noget før vores reservation påbød os – og vi blev spurgt, om vi ikke havde lyst til at starte dagen af med en af Umamis egne drinks.
Jeg fik mig en Umami Ginger passion, mens manden fik sig umamis bud på en colada. Min smagte helt fantastisk af ingefær og passion i en fantastisk miks, mens manden var lidt skuffet over, at “hans smagte meget af ananas”. Hmm.. hvis man ikke vil have ananas, skal man måske lade være at vælge en drink, hvor hovedbestanddelen er ananas 🙂
Værtinden kom og bød os til vores bord. Op af trappen, hen over en lille bro, der gik over baren – og hen af en lang gang – med uhindret kik ind i køkkenet og videre ind i selve serveringslokalet. Vi fik tildelt vores plads: En lille hjørnesofa med et bord om. Tilpas fra alle andre – og virkelig en rar måde at sidde på. Ikke overfor hinanden – men vinkelret på hinanden. Det gjorde, at vi kunne holde i hånd, og alligevel se hinanden i øjnene – og begge have godt udsyn over resten af lokalet.
“Maden er allerede bestilt” forklarede vores ufattig søde tjener os. “I har bestilt en omakasse-menu. Det er kokken, der bestemmer sammensætningen af jeres menu, så I skal bare sætte jer tilbage og nyde, hvad der kommer”.
Første ankomne ret var en tun-tatar med krabbesalat. Manden var ved at få helt baglæns. Det smagte simpelhen så fantastisk godt. Kombinationen mellem let-fed og super fedt-fattigt – og så med en lille soya-chip til. Det var virkelig en starter, så det ville noget. Dertil fik vi en cava, som ingen af os dog var de store fans af. Den var meget sur og boblende. Men ærligt: Jeg erkender 100% af netop surheden matchede resten af retten helt fantastisk.
Forklædt som en sort bund, et grønt lag – tilføjet den letteste og smukkeste skum, var anden ret en Kammusling mousse. Igen Den sorte bund var en risottolignende ting lavet af tang og sorte ris. Ovenpå lå kammuslinge moussen. Så fin, lækker og blød. Der var ikke et riskorn tilbage på tallerknen.
And var for mig en go oplevelse. For manden var det mere sådan “nå-ja” agtigt. Jeg synes hurtigt and får en bismag af noget – og jeg spiser derfor ikke normalt and. Men denne and var tilberedt helt perfekt. Og så var der et lille stykke fois gras med. Jeg har aldrig smagt den underlig form delikatesse før. Jeg kunne spise den. Smagen passede godt sammen med anden – men hold nu op, hvor var det fedt. Det er ikke en spise, jeg bliver afhængig af. Manden var slet ikke fan. Fedtet i fois gras var alligevel for meget.
Kalvesteak med honningglaseret græskar var for mig højdepunktet af måltiden. Kalvestykkerne smeltede på tungen og sovsen matchede det hele helt perfekt. Vi fik en rødvin til, der kom fra området omkring vulkanen Etna. Den var meget kraftfuld og smagen var lidt svær at definere – men den matchede fantastisk godt til kødet.
5 stykker sushi til hver, var 5. ret. En var med markrel – og toppingen på dem alle, var ikke noget, vi havde prøvet før. Sushistykkerne smagte fantastisk – også langt bedre end sushi normalt gør. Men sushien var alligevel det mest kedelige ved vores 6 retters menu. Til gengæld valgte manden min at få sake til sushien og jeg begik den fejl, at få rødvin til. Saken var helt speciel og skøn – og den passede rigtig godt til sushien.
Yozu-fromagen, vi fik til dessert, rundede det hele fint af. Surt og sødt blandet i en fin sorbet med en fromage under. Jeg kender ikke yozu-frugten, men kan forstå, at det er en japansk citrusfrugt. Det smagte fantastisk.
Det var sådan en aften, som for altid vil gemme sig i mig – som bare hans og mit. En oplevelse, vi deler. Vinen gjorde sit indtog – og vi ikke kun holdte i hånd. Vi fik også kysset lidt – og skålet med glimt i øjnene. Stemningen var vidunderlig. Let, brusende og dejlig. Og det var Umami, der sikrede stemningen med kyndig hånd.
Følelsen forlod ikke rigtig kroppen på vejen hjem. Selv, da vi kom til at kigge på regningen, og kunne konstatere, at vi reelt havde spist for det, vi kunne have købt en tørretumbler for, var vi lykkelige og lette nok til grinende at konstantere, at “så havde vi da i det mindste fået jern nok”.
Jeg tror ikke, jeg får muligheden for at komme på Umami igen. Prisen er over, hvad jeg normalt kan tillade mig at bruge på et måltid. Heck – det er mere, end jeg normalt bruger på kost for 6 mennesker i 2 uger. Men oplevelsen var unik og fantastisk. Og jeg ville bestemt gerne komme forbi igen, hvis det var en mulighed.
Det var en fantastisk julegave.