Det burde ikke være en overraskelse mere – men det er det. Hvert eneste år. At han gider mig. At han nyder, at gå og bruge tid på at forbedre – og sikre. Undersøge og tjekke.
I weekenden fejrede vi vores bryllupsdag, som vi gør det hvert år – med nogle overnatninger i Danmark. I en af de flækker, man normalt kun kommer tilfældigt forbi. Og hvert år er forudsigelig. Jeg får “en talkombination” for hvor vi skal hen – og så kan jeg bruge tiden i bilen på at sidde og regne på, hvor vi mon ender. I år – for første gang – gættede jeg det 100 km før vi nåede frem: Vi skulle til Maribo Søpark hotel.
Manden min havde fået fat i et hotelværelse øverst oppe – med den mest fantastiske udsigt ud over Maribo Søndersø. Den var fantastisk – selvom vi ankom i regnvejr. Og det siger ikke så lidt! Og vendte vi os om, havde vi det største hotelbadeværelse, jeg nogensinde har haft. Men der skulle naturligvis også være plads til boblebad.
Da vi havde fået pakket ud, skulle vi finde noget mad. Vi fik af hovedvejen rundt i byens indkøbskvarter – og blev helt triste ved fornemmelse af, at byen i den grad er ved at lukke ned. Hver anden butik havde skiltet i vinduet “Til leje” – og slagteren havde ligefrem skiltet med “Tre måneders gratis leje”. Helt slukøret kom vi hjem, efter at have fundet en grill (selvom det ikke lige var det vi gik efter 🙁 )
Vi blev naturligvis nødt til at blive varme efter den kolde tur i regnen, så vi var en tur i bad. Og efter en begivenrigs dag – ham og mig imellem – kunne vi lægge os til at sove.
Morgenmaden på Hotel Maribo Søpark er ikke at kimse af. Den er nøjagtig som den skal være – med bacon, æg og pølser (omend manden mente, at pølserne ikke var helt så gode, som de kunne være, så var han godt tilfreds med resten)
Manden havde planlagt, at vi skulle ud og sejle – men han havde ikke planlagt det mere, end at han tænkte, at vi kunne nappe “Anemonen” når vi alligevel kom forbi, så vi var faktisk lidt skuffet, da vi kom ned og konstaterede, at turen kl. 13 var udsolgt allerede. Vi havde slet ikke tænkt på, at vi faktisk var så tidligt oppe, så Anemonen lagde til kaj et øjeblik efter – til den ikke udsolgte tur kl. 10:30. Så vi kom ombord.
Tæt slynget sammen under tæpper, kunne vi så ellers nyde adskillige havørne (som hverken var oddere eller ørred) og en munter Torben, der lystigt og levende fortalte om søen og breddens historie. Vi blev sat i land på Borgø, hvor naturen har lov at ligge, som den falder, siden 2001. Kun stien var ryddet – og det var den sådan set heller ikke helt. Det var superhyggeligt – med små historier undervejs om en borg og et liv, der hørte middelalderen til.
Ricky havde adskillige punkter endnu på “Must see” listen. Kulturværftet – og Minibyen. Kulturværftet var hurtigt overstået – for der var lukket 🙂 Mens minibyen gjorde, at vi fik en vidunderlig gåtur rundt i hele Maribo – for endelig at komme til minibyen.
Og her havde byens pensionister lavet sig et værksted, hvor de fremstillede byens historieske bygninger i skala 1:10. Så der stod vi midt på rådhuspladsen – og manufakturhandleren, teknisk skole og alle de andre bygninger fra byen. Efter en fantastisk fortælling om, hvordan bygningerne bliver til, faldt vi over, at Minibyen også solgte træflis til Egetræsbrændevin. Det må prøves. Så for 10 kr kunne vi tage en pose egetræsflis i lommen med beskrivelsen af, hvordan vi skulle komme det i en flaske vodka eller snaps – og så vende den hver dag i 14 dage.
På turen hjem mod hotellet, kom vi forbi klosteret. Her kan man betale sig fra en celle, hvorfra al moderne teknologi er fjernet. Ro er vigtigt for stedet – og der er hverken radio, tv eller netværk. Et kloster af den slags ville jeg gerne besøge en nat eller to.
Ro var der også på kirkegården – ro, sjælefred – og smukke minder om mennesker, hvis liv nu er slut. En evig reminder om, at livet er til låns. At livet har en udløbsdato.
Ved domkirken på Klostergade 30, er der et opholdsrum, hvor man kan holde sig en pause, hvis man er på pilgrimsrejse. Her kunne vi læse om, hvordan pilgrimsrejser igen er ved at blive moderne, fordi der er sjælero i lange gåture – en viden, jeg i den grad kan stå inde for.
Der var en voldsom trængsel af mennesker i orange tøj, da vi kom tilbage. “Team Rynkeby” stod der på lastbiler mv. Og vi kunne da ikke dy os – så vi spurgte en sød dame i orange t-shirt. Hun forkarede, at Team Rigshospitalet skulle overnatte på Maribo Søpark Hotel på deres første overnatning. Team Rynkeby er cykelhold, der cykler fra Danmark (eller reelt Norden – for der er hold fra Sverige og Norge med også nu) og helt ned til Paris, hvor de ser Tour De France afslutningen. På deres 1400 km lange tur, er der een ting, der er vigtig: For årsagen til, at de tager turen, er for at rejse penge til Cancerramte børn og deres familie. Vi stod derfor klar, da de ankom til hotellet: De 36 gule cykler – med 36 gule cyklister, der alle nu havde gennemført første dag – af 7 ialt. Det må være en kæmpe oplevelse at være med på den tur! Hvis pengene var der, tror jeg faktisk godt, jeg kunne finde på det. Men det koster 18500 bare at deltage, fordi man selv skal betale for alt – og efterfølgende skaffe sponsorer, der vil støtte Børnecancerfonden.
Vel hjemme igen på hotellet, vandt Ricky som sædvanligt ti 500, selvom han fik kamp til stregen. En eller anden dag lykkes det – så slår jeg ham 🙂
Aftensmaden var fin. Særligt fiskebuffetforretten var god. Der var mange anderledes bud på en lille fiskeret. Bedst var rejerne, der var store og meget smagsfulde.
Vi blev enige om, at vi manglede nogle kilometer, fordi mit V800 ur sagde, jeg manglede at gå en time – så vi tog turen forbi campingpladsen, forbi frilandsmuseet – og igennem skoven.
Søndag morgen var vores bryllupsrejse nummer 5 ved at nå sin ende. Een ting er helt sikkert: Vi tager et år mere – hvis vi ikke tager resten af livet sammen. Det sidste er vist det, vi reelt satser på begge to.
Maribo er nu ikke længere en flække, jeg bare kører igennem. Maribo er charmerende og fuld af liv. Og med en vanvittig smuk natur. Og så er Maribo flettet grundigt sammen med klosteret – og nonnerne – og domkirken.