Jonathans Tour de France

I fredags besluttede jeg mig for at få besøgt farmor. Det er evigheder siden sidst – og for ligesom at gøre det til en “tur” besluttede jeg mig for, at vi tre – min datter på 10, Jonathan på 3 år og jeg selv skulle cykle – om ikke andet så bare et stykke af vejen.

Min datter og jeg har cyklet derud mange gange før – men det ER noget af en tur. Jeg mener ialt der er 14-16 kilometer. Det gode ved turen er, at det er lukkede cykelstier, hvor der trafikmæssigt ikke er nogen fare. Dermed ville jeg kunne koncenterer mig om Jonathan – og ikke om at han også kunne udgøre en fare for trafikken.

Jonathan cykler med en gennemsnitshastighed på omkring 8-9 kilometer i timen – så jeg var udemærket klar over, at det ville blive en LAAANNG tur hvis vi vitterligt skulle hele vejen – og jeg var endnu mere klar over, at stoppene under vejs ville blive mange. Jeg regnede med, at hvis vi cyklede hele vejen, ville det ihvertfald tage 5 timer – men jeg regnede endnu mere med, at vi tog en “etape” – så bare så hvor lang tid cykleriet var sjovt. Og ellers så bare cykle f.ek.s 1-2 timer – og så tage bus og tog resten af vejen.

Baglandet blev også orienteret.. For alle backup mulighederne skulle være der. Far skulle være parat til at hente os undervejs, hvis der skete noget – men bustoppestederne blev krydset af på kortet, så jeg hele tiden havde en fornemmelse af, hvor vi kunne stoppe – og fortsætte med offentlig transport. Dermed har jeg også sagt, at jeg egentligt ikke forventede at komme alle 16 kilometer.. men bare det at få en cykeltur ud af det ville være helt fint.

Jonathans cykel har meget små hjul, og han har ikke så store ben endnu – men nu ville vi sætte os på cyklerne og se, hvor langt vi kom.

Som sagt så gjort. Vi provianterede i store mængder – og tog afsted.

Lynhurtigt viste første problematik sig. Min datter havde meget svært ved at cykle så langsomt, som Jonathan – så vi aftalte, at hun kørte lidt i forvejen – og stoppede op – for så at lade os indehente hende.

Den første bakke, var jeg MEGET bange for. Jeg havde indstillet mig på, at jeg skulle gå – og holde Jonathan tilbage. Jonathan er rigtig god til at cykle – men han bruger fortsat indimellem fødderne, når han skal bremse. Af samme årsag havde jeg givet ham lukket sko på, så han ikke slog sig, hvis han af gammel vane, kom til at bremse med fødderne.  Men bakken gik over al forventning. Jeg skulle bare sige “brems” så bremsede Jonathan op ved hjælp af håndbremsen – og dermed kunne vi holde farten godt nede – så både han og jeg hele tiden havde total kontrol med Jonathans cykel. De første par gange, bremsede han helt op – men efterhånden fandt han fidusen – og opdagede, at mor bare ville have ham til at sænke farten. Det var noget af en optur – for jo flere gange min dejlige knægt bruger bremsen korrekt, desto større er sandsynligheden for, at bremser rigtigt for fremtiden. Øvelse gør mester.

Efter en solid pause for enden af bakken, arbejdede vi os videre. Jonathan fik fortalt mig om rundt regnet alt hvad vi kom forbi. Sommerfugle, blade, træer – og de bedste grene vi kom forbi, måtte Jonathan altså lige have med hjem også.

Efter 1½ time, besluttede min datter og jeg i fællesskab at finde det nærmeste busstoppested. Jonathan cyklede som sådan ganske glimrende – men det var ikke længere spændende at cykle. Det var sjovere at stå af cykle og kaste blade – eller eksperimenterer med cykelstiens forløb – eller .. eller .. eller.. Det tog jeg som et solidt tegn på, at nu havde knægten fået nok af den oplevelse.

Efter en is, låste vi cyklerne og satte os ned og ventede på bussen.

Jeg kunne så stolt se tilbage på, at min seje lille knægt havde tilbagelagt 6 km på sin lille blå cykel. Mon ikke vi i fremtiden – når cyklen – og knægten bliver størrer, kan tage os nogle størrer cykelture?