Vi så “Sex traffic” igår.
Historien om, hvordan kvinder fra Rusland sælges som slaver – og transporteres fra ejer til ejer,- fra land til land. Hvordan herpes på læben, er nok til at få en pige skudt – for så er hun jo ikke noget værd! Hvem vil bolle en luder med en kønssygdom?
Man fulgte to piger – to søstre, der blev solgt af den enes kæreste. De troede de skulle til London – men endte i en bil med retning mod Bosien.. Serbien – og til sidst på en lille motorbåd med retning mod Italien. Ingen tvivl om, at retningen næste gang er resten af Europa.
Da pigerne bliver solgt første gang, bliver de tvunget til at strippe. Storesøsteren prøver at skåne lillesøsteren ved at strippe – men sælgeren er ligeglade. De er ikke mennesker mere – de er handelsvarer. Og de skal voldtages for at afprøves.. For at vise dem, hvad deres fremtidige liv er.
Under handlen – og under voldtægten er der ingen underlægningsmusik overhovedet. Scenerne var så ubarmhjertelige og ulækre, at ingen underlægningsmusik var nødvendig.
Jeg sad og drømte om underlægningsmusik – for underlægningsmusikken ville have fjernet den knude, jeg havde i maven. Knuden, der fortalte mig, at den oplevelse, at blive voldtaget af køberen, er noget, rigtig mange kvinder må udsættes for. Dette er ikke fiktion.
Jeg skal se film igen på mandag – for da kommer 2. eren.
Ja, jeg så den også. Det er hårdt, det der med virkeligheden. Og apropos hvad musik kan gøre for en film, så er det bedste eksempel den der Clockwork Orange. Jordens klammeste film, som man bare kan sidde og se, fordi rædslerne er ledsaget af klassisk musik. Så den i gymnasiet og har stadig mareridt.