Ghazalas drabsmand

Ghazalas drabsmand – hendes egen kødelige bror, brugte i sit forsvar, at han var alene om det (hvilket han gentog i det uendelige) – at han gjorde det i nødværge og derfor skulle have en meget lille dom.

Da dommen er afsagt, og det er tyderligt for enhver, at broren ikke handlede alene, ændrede hans forsvar sig pludselig 180 grader.

“Det var min far, der fik mig til det. Han manipulerede mig. Jeg kunne ikke gøre for det”.

Det var et æresspørgsmål, at få slået søsteren ihjel.. Men det er tilsyneladende ikke noget med ære at gøre, når man kan forsvare sig i en drabssag? Ære er tilsyneladende kun noget man har i forhold til det menneske, man, som en anden slavehandler, har lovet sin datter bort til?

At sværge at sige sandheden, hele sandheden og KUN sandheden er tilsyneladende ikke noget, betyder tilsyneladende ikke så meget, når det handler om ære?

Tilsyneladende skal man ikke ære sine forældre mere, end at man efterfølgende undskylder drab med, at man “var under en manipulerende far” og dermed kaster bolden videre.

Jeg er ikke i tvivl om, at manden blev bedt om at begå mord af sin far – men har man løjet sig til a – må man lyve videre til b.. hvis man bare vil lade som om man har æren i behold.

Hvis der havde været bare to gram mod i den idiot, så havde han fortsat sagt “Jeg handlede alene” selv efter dommen blev afsagt og dermed taget imod den straf, han nu måtte stå til. Dermed havde han da i det mindste ladet som om, han rent faktisk var i stand til at sige sandheden.

Manden har nu bevidst – på alle de fronter det er muligt – at han er den største kujon og kylling, der indeholder alt andet end ære.

Og så til faren: Hvor meget “ære” er der i en mand, der får sit eget barn til at begå et mord på et andet af sine børn – blot for selv at slippe for straf?

Hvis de havde haft bare fornemmelsen af at ville bevare nogen som helst form for anstændighed, så skulle de i det mindste havde taget deres straffe, som de mænd, de så gerne vil lade som om de er.