“Naturligvis vil jeg hjælpe din datter med at komme igennem Matematik på A-niveau” fortalte min gamle kemilærer mig. Hun gav min datter lektiehjælp adskillige gange – fordi det, at unge mennesker har ambitioner og er parate til at gøre en indsats for at nå deres drømme, er det, der tænder min gamle lærer: At hjælp unge mennesker videre. At skabe grobunden for den næste generations veluddannet unge. Hendes eget lille bidrag. I al ydmyghed.
Jeg er fuld af respekt og benovelse over den indstilling. Og jeg har mødt den før. Lægen, hvor hvem hele livet drejer sig om at gøre syge raske. Eller sygeplejerskerne, der kæmper råt for usødet for at sikre, at børn kommer trygt igennem voldsomme sygdomsforløb. Mennesker, der har et livsmål. Hvor sammenhængen i deres liv starter med de valg, de træffer omkring, hvad de ønsker at arbejde med fremover. Læreren, der gør en kæmpe forskel. Hjemmehjælperen. Politimanden. Anklageren. Vi har rigtig mange af dem. Fælles for rigtig mange af dem er, at de er offentligt ansatte.
Jeg ville ønske, jeg havde haft et kald. At mit liv havde haft et gennemgående tema og et overordnet mål. Men den bane ramte jeg ikke. Jeg må tilstå, at jeg er fuld af beundring, respekt og benovelse over mennesker, der formår at leve hele deres liv med en gerning.
Og lige nu går min datter ind på det spor. Hun har valget et fag, der gør, at hun netop kan udfylde sådan et livsmål. Når nu det ikke lykkedes for mig – og jeg kan stå her som 45 årig og se livet være passeret fra mig, kan jeg da sole mig i viden om, at mit livsmål endte med at skabe børn, der kan ændre verden… når jeg nu ikke selv gjorde det.