Inspireret af ttr's kommentar, (der ikke kunne være faldet på et bedre sted :-), har jeg gået og spekuleret lidt på hvorfor, jeg blogger.
Oprindeligt skrev jeg på et forum, hvor jeg også skrev dagbog. Jeg voksede fra det forum, i takt med at mine unger blev størrer – og valgte så at blogge i stedet for – for det at skrive min daglige dagbog på nettet on-line – frem for i den lille lukkede bog derhjemme – det var jeg blevet lettere afhængig af.
Men hvorfor? Er det for at udstille sig selv? For det synes jeg jo ikke, jeg gør. Når jeg så læser et indlæg, som det, jeg skrev forleden med, at nu har Jonathan været på toilettet i børnehaven, så kan jeg da godt se, at det ikke kan blive ret meget mere privat..
Jeg skriver for at dele erfaringer. For at få andres ord med på vejen. For at holde veninder updatet – og fordi jeg skriver uanset hvad. I stedet for at gemme det væk, skriver jeg bare åbent her. Det føles også rart indimellem at give sit besyv med i den store verdens gang.
Nej – jeg synes bestemt ikke at det er en "anden form for realityshow". Men jeg kan sagtens se, at jeg iscenesætter mig selv. Ingen tvivl om det – for der er meget – rigtig meget – jeg aldrig ville skrive om.
Jeg er ikke ude på at udlevere nogen (selvom jeg reelt udleverer mig selv, min mand, min datter og min søn) Jeg er ikke ude på at skrive ondt om nogen. Og det er vel det, der skal til i en "god reality" – at nogen er i flæsket på nogen andre. Konflikter.
Øvelse gør mester. Indimellem får jeg skrevet et indlæg, som jeg kan læse måneder efter – og smile af – fordi jeg selv føler, jeg ramte. Det er de indlæg, jeg ville drømme om, min blog "var". Problemet er så bare, at det er svært at se, når man har følelserne uden på tøjet – om man retorisk fik ramt lige den bold, man gerne ville. Det er først til at gennemskue senere. Jeg siger ikke det lykkes specielt tit – men når det lykkes, er jeg glad.