"Moar… jeg kunne altså rigtig godt tænke mig at være minibibliotekar over på skole" fortalte min datter mig forleden.
"Jamen, så er der jo ikke noget andet at gøre end at spørge" svarede jeg smilende og lod tankerne gå tilbage.
Jeg var også på biblioteket hver eneste frikvarter – og med tiden blev jeg frivillig hjælper. Først og fremmest har det givet mig en eminent adgang til alfabetet, som jeg den dag idag kan forfra og bagfra. Men derudover gav den en følelse af at der var nogen, der havde brug for mig – og at jeg kunne noget.. evnede noget. Dertil kom, at jeg fandt de mest fantastiske bøger, når jeg stod der og satte på hylden. Alt sammen oplevelser jeg meget gerne vil have, at min datter også skal have. Men jeg havde slet ikke tænkt tanken.. Hun er jo kun 10 år
Dagen efter kom min datter tilbage – og fortalte mig, at hun nu havde fået sit første rigtig job. Hun smilede og viste med hele sin krop, at hun var stolt over hvervet. De næste mange måneder kommer min datter til at bruge alle sine frikvarter på at scanne – og på at sætte bøger op. Hun er allerede begyndt. Og jeg kan ikke ret meget andet end at smile og nyde, at min datter for lov at få alle de oplevelser, jeg selv fik.
Alle sine frikvarter??? Hold da op, det er da en ordning der nærmest lover at man enten kører sur i jobbet eller bare bliver stemplet som “nørd” og mister sine venner fordi de ikke alle sammen er låst til en bibbervogn. Men jeg forstår nu godt lysten til jobbet og jeg er sikker på den fremmer både læselyst og ansvar.
Jeg tror det er lidt frivilligt 🙂 Faktisk er jeg helt sikker på det. Hun får ihvertfald ingen penge for det.. Så mon ikke det går, at hun pjækker et frikvarter eller to.
Mange hilsner
Pernille
Pernille, jeg var også bibliotekspige og hvor jeg elskede det. Bøger og ord er og bliver min store kærlighed, endnu i dag!
Tillykke til din dygtige pige!