Jeg havde veninde, jeg har kendt siden jeg var barn. Hun var mere end en veninde – hun var den søster, jeg aldrig fik.
Tiden har gjort, at vi ikke længere passer sammen. Der er sket ting undervejs, der gør, at jeg godt ved, at jeg kun gør mig selv bjørnetjenester ved at tage kontakte op – vi er endt i forskellige verdner. Hun er så ubeskrivelig god af sig, at jeg faktisk ikke er i tvivl om, at hun ville åbne døren for mig – men jeg ved, at jeg kommer til at brænde mig igen og igen, hvis jeg ringer på.
Men jeg savner hende, så jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Indimellem føles det, som om jeg med vilje har revet min højre arm af. Værst er det, når jeg får små beskeder om, hvordan det går i hendes ende af verden. Den ende, som jeg hellere end gerne ville være en del af. Jeg kan mærke, at jeg aldrig vil holde op med at være lykkelig på hendes vegne, når det går hende godt – ligesom jeg vræler lidt indeni mig selv, når det går hende skidt. Jeg ville ønske, jeg kunne være der – trøste hende – eller juble med hende. Men jeg ved også godt, at jo længere tid der går, desto mere får jeg tegnet et indre glansbilledportræt af, hvordan det ville være. Et billed, der slet slet ikke står mål med virkeligheden.
Det forhindrer mig bare ikke i at savne hende!
Jeg har altid troede, at de helt store kærligheder, var dem, der blev siddende i hjertet. Jeg har to store stempler derinde i form af mænd, jeg har været voldsomt forelsket i. Jeg troede egentligt naivt nok at “en veninde” ville være noget andet. Men det er det ikke. Hun bliver ved med at være derinde. Hun lader sig ikke jage ud, uanset hvad min fornuft siger til mig.