Jeg synes det er bemærkelsesværdigt hvor meget ALLE religioner i verden faktisk har tilfælles. Og når det er sagt, fatter jeg så ikke en bønne af, hvorfor det er nødvendigt for os at slogs indbyrdes – for når alt kommer til alt, lugter religionerne af, at vi tilbeder den samme guddom… bare på hver vores måde – og med hver vores forbilleder.
Jeg kan ikke lade være med, at tænke på, om der virkelig er noget guddommeligt. Om der virkelig skal ske noget efter min død. Og hvis der skal ske noget, må jeg jo samtidigt have accepteret, at jeg har en sjæl – noget, der fungerer sammen med min krop. For kroppen er jeg slet ikke i tvivl om, hvad der sker med. Så HVIS der skal ske noget, må det være sjælen, der går videre.
Er der nogen der ved, hvor tanken bliver til? Man kan forklare hvordan tanken transporteres. Og man kan forklarer, hvordan tanken "farves" af hormoner.. Men hvor kommer tanken fra? Ved jeg bare for lidt om neuologi – når jeg siger, at tanken, ideen, måden at sammenkæde ting på – og en del af farvelægningen af tanken, er ukendt territorium?
Og hver gang, jeg tænker i de retninger, er min sluttanke: "Eller er det bare min egen dødsangst, der giver mig de tanker? Er det bare mit eget behov for udødelighed, der gør, at jeg føler, at der må være en sjæl.. noget guddommeligt i mennesker?"