Ondskab

Jeg fik set “Ondskab” i lørdags.

Bedre film skal man lede længe efter. Det var godt nok en oplevelse. Jeg havde faktisk glemt den. Jeg husker godt al snakken om den, da den udkom, men da jeg så i tv-oversigten, at den kom, huskede jeg ikke, at det var den. Jeg tænkte bare “svensk film – nej tak”..

Men så var det, Jan slog over på den – og så var det ligesom at der gik to timer, hvor vi bare var fanget til stolene.. med øjne og øre på stilke.

Der var så meget sandhed i den film – udover ondskaben. Der var så mange “sædfølgeligheder”. For gud ved vi jo alle sammen, at mennesker, der er voldelige, alene er voldelige, fordi de ikke har andre muligheder for at bibeholde deres magt. At vold, uanset hvad, er den svagestes måde at tiltuske sig magt på.

Det var bare fantastisk at se, hvordan den voldelige – magtudøveren, magthaveren, kan tyraniseres, alene ved ikke at anerkende hans magt! At een enkel mand kan undergrave autoriteter, alene ved at nægte at lade sig kue.. også selvom det betyder ydmygelser og vold.

I en verden, hvor skønhed, rigdom og størrelsen på eens overarm tit er afgørende for, hvor langt man kan komme i samfundet, var det en god sandhed at få serveret lørdag aften. Pludselig kunne jeg se, hvad indre styrke er, hvad indre værdier er.. og hvad det er for styrker vores samfundet – i det lange løb – vinder på. For vi kommer ikke videre, fordi vores døtre får falske bryster – og vores sønner kan løfte hele sofaer alene. Vi kommer videre, fordi vores døtre bliver klogere og klogere – og fordi vores sønner har en indre styrke – modsat den ydre. Og at de forhåbenligt alle sammen har en fornemmelse af deres Verden bliver et bedre sted, hvis dem, der vitterligt KAN noget, også er dem, der gør en forskel og bliver bemærket.

Fedt med en film, hvor man får følt efter helt inderst inde. Barsk – men helt ufattelig fed film.