Jonathan – 3 år

Idag er det Jonathans fødselsdag..

Jeg forstod aldrig, hvorfor min mor var så rørstrømsk på min fødselsdag.. den har jeg fanget nu. Minut for minut, tænker min hjerne fødslen igennem. Igen og igen.

Kl. 5 – for tre år siden, vågnede jeg og skulle tisse. Det var så ikke lige tis, men 2 liter fostervand, der væltede i en stor skylle ud over vores soveværelsesgulv.

Kl. 6 var Jan og Annike i fuld sving, mens jeg lå på sofaen. Vi prøvede at ringe til onkel Mikkel – men der – næsten 4 uger før forventet fødsel – havde han ikke lige tænkt på, at vi ville så brug for akut barnepige så tidligt på morgenen.

Jeg kan huske, jeg ringede til 112, fordi det havde jordemoderen sagt, jeg skulle. Og jeg kan huske, at de grinede af mig, da jeg sagde "I må godt lade være med at skynde jer,- vi er først klar om 30 min" hvorefter den forstående og smågrinende falck-dame i den anden ende forklarede, at så måtte jeg nok hellere ringe igen, når tiden var inde – for man kunne altså ikke sådan bestille tid, når man ringede til 112. Jeg ringede igen – og de var der indenfor 5 minutter.

Klokkken var vist lidt over 7, da vi sad i ambulancen.. og jeg blev så lykkelig for, at Annike var med. Annike havde haft så lange hospitalsophold, at ALT hvad der havde med "sådan noget at gøre" var meget skræmmende – og mildest talt IKKE tillokkende.. men Falckfolkene fik min datter med ind bagi sammen med mig, og så kørte vi ellers – uden udrykning – til hospitalet. Annike fik alle tiders tur – hvor hun i den grad fik en fornemmelse, af, at der ikke var noget farligt ved ambulancen – og ved det, jeg skulle igang med. Falckmanden brugte mere energi på hende, end på mig, der lå på båreren og smilede over min datters nysgerrighed og langsomme optøen.

Klokken var 9, da jeg tog afsked med hende. Morbror tog endelig sin telefon, og kom forbi hospitalet, for at hente hende til en dag i absolut super luksus.

Det var også klokken 9 vi endelig fik "ro på" – for da jeg kom ind på hospitalet, med hæftig og vedvarende vandafgang, fik jeg besked på, at eftersom jeg ikke havde veer – og eftersom der var 4 uger til forventet fødsel, så ville de "bare sende mig hjem igen med noget antibiotika" – og så kunne jeg komme igen "til termin, med mindre jeg fik veer".

Jeg fik med vandafgang med min datter i to døgn, hvilket var ALT andet end morsomt. Det er hårdt sådan at kaste en liter vand eller to af sig hver gang man går ind eller ud af en dør.. og det føles hårdt i maven. Intet bind – uanset størrelse og vattæthed, har en jordisk chance for at stå imod en vandafgang – så desuden skal man også igennem ydmygelsen af, at alle tror, man går og tisser i bukserne.

Desuden er der også den lille detalje med, at man gerne vil have det overstået – særligt når man vitterlig ER i aktiv fødsel. Med min datter fik jeg aldrig selv veer – men måtte sættes igang 2,5 døgn efter vandafgangen var fået igang. (Men da var vandafgangen kun 17 dage før tid) Og nu lå jeg igen – uden veer – og med vandafgang – og med besked om, at jeg kunne få lov at gå sådan i knap 4 uger.

Derfor var det en stor lettelse, da veerne kom rullende omkring kl. 8. Veerne var ikke kraftige – men kraftige nok til, at personalet ikke ville sende mig hjem, trods alt.

Så kl. 9 tog jeg afsked med mit enebarn – velvidende, at næste gang, jeg så hende, ville hun være storesøster.. Og kl. 9 var veerne nu også så hæftige, at man mente det mest forsvarligt, hvis jeg fik mig en fødestue. Det var perfekt. Min datter fik set, at jeg fik veer – men stadig ikke så meget, at jeg græd eller havde MEGET voldsomme smerter. Hun så bare, at mor "lukkede af for omverden" i minutter af gangen – og det var så hendes forståelse af, hvad der skulle ske. Hun var tryg, da hun dog afsted.

Og nu… lige da kl. er 9:11 ringede min mand til den kunde, han skulle være ude hos idag – for af aflyse og lave en ny tid. Jeg husker samtalen utrolig godt – for jeg havde veer – og nu var veerne stærke.. Og hans absurte samtale og "ha ha" gennem samtalen, virkede helt malplaceret. Jeg følte det som om han trak samtalen i langdrag – men jeg kan næsten huske samtalen ordret og ved, at det ikke var sådan. Det var veerne, der fik alt til at virker som om det var i langdrag.

Tænk – det er nu tre år siden.

Resten af min fødselsbeskrivelse kan læses her – med indlægget i "dengang"