Det er sjældent, at jeg i den grad er klar til en film – men Paprika Steens “lad de små børn” SKULLE jeg bare se. Så ALT var klappet og klart til filmen startet – og sørme om jeg ikke også så fortekster og det hele.
Gud hvor blev jeg skuffet.
Filmen som sådan – som en beskrivelse af den grænseløse sorg, det må være at miste sin 12-årige datter, god nok. Men den kom ligesom aldrig ret langt. Det var som om, jeg ventede i 1,5 time på, at noget skulle udløses – noget skulle ske… og klimakset – der, hvor det hele så skete, var alene et strejf af en berøring – en underspillet følelse, af, at de to hovedpersoner vil arbejde på, at komme i samme retning igen – i stedet for at sørge dimentralt modsat hinanden.
Det irriterede mig også, at det først var til aller sidst, at man rigtig fik “fortalt” hvad der var gået forude. Det lå ligesom i luften, hvad der var sket. Ingen nævnet det.. Men måske var det hele pointen – at en sorg af den kaliber netop ligger i luften – som noget, inden tør tage fat om.
Der var mange sandheder i filmen. Som da Sofie Gråbøl udebliver til et møde, hvor der er indkaldt 9 vigtige mennesker på hendes arbejde. Skideballen består af et “Godt så” fra hendes chef. Han tør ikke skælde hende ud – kan ikke. “Lad være med at behandle mig som et råddent æg” svarede hun – og deri havde hun jo ret. Respekten for sorgen gør, at vi er berøringsangste – og naturligheden i omgangen med mennesker, forsvinder.
Ud over, at jeg sagtens kan forstå filmen – og synes der var adskillige guldkorn i form af “Ja – sådan er det – sådan må det være” – så synes jeg filmen var irriterende – fordi jeg aldrig fik ordentligt fortalt, hvad der var sket – hvornår hvad var sket – og hvordan. Jeg kan sagtens se, at hvis man havde valgt at beskrive ulykken i dybden, så ville choket overfor publikum have været stort og dermed frataget dem den altomfavnende følelse af sorg, der var temaet og fortællingen.. men jeg manglede alligevel forhistorien! Jeg havde det lidt som om, jeg var kommet for sent ind i filmen – at jeg havde misset forhistorien.. og det var jo netop det, jeg for en gang skyld kunne sige, at jeg IKKE havde.
Jeg sprang på efter 10 minutter. Havde også glædet mig, og blev også skuffet. Tung og sand var filmen, men den forhistorie, som åbenbart ikke blev fortalt før til slut, – den troede jeg, at jeg manglede pga. de ti minutter.
Jeg følte den på engang tung og lidt tom…
Nu er det et godt stykke tid siden jeg har set den, men jeg må indrømme at mit billede i hukommelsen ikke passer helt med din oplevelse… Jeg synes filmen gav mig en del med videre og eftermælet af den er bestemt ikke at jeg mangler en brik – måske vil du låne dvd’en og se den igen?? (når jeg altså får solkongen tilbage :o)))
Guuuud Solkongen. Jeg HAVDE lagt den FREM og det hele !! Øv.. Nå – men den får du SNAREST ..
Mange hilsner
Pernille
Så er det jo dejligt, at der bliver lavet så mange forskellige film 😉
Jeg er også lidt “la-la” med den film. Havde glædet mig til den, glædet mig til at se, hvordan tabuemnet “at miste et barn” blev belyst. På mange punkter var filmen rigtig, men samtidig var den flad…der manglede noget, den manglede at vise HVOR ensom sorgen kan være ikke bare parret imellem, men også overfor en større del af verden end bare et vennepar. Den var (desværre) bare en lillebitte brik, men den prøvede og alene det tager jeg hatten af for.
Jeg så den, og den ramte mig lige i solar plexus…. det er nemlig lige præcis sådan, en masse ufortalt, en masse gætteri, en masse der hober sig op…og ingen “rigtig” måde at forholde sig på, hverken fra dem det rammer eller deres omgivelser.
Jeg opfatter det ikke som et tabu “at miste et barn” men det er ufatteligt svært at tale om, fordi det gør så ondt, og fordi dem der ikke har prøvet det ikke KAN sætte sig ind i den følelse af afmagt, vrede eller desperation der støder til.
mvh
Lone – der har været i deres sko