Åh, jeg har lavet lister så lange.
Min morgen starter med mit bad, efterfulgt af en nøje gennemgang af mine lister. Hvor er min iPhone? Og ledningen? Hvad med mine briller? Er tøjet ok? Og pulsmåleren? Har jeg styr på min computer? I morges var så endnu værre, for idag skal jeg være stjernelæser for første gang. Så jeg skulle huske nettet! Og hvad med den særlige bog, min medstjernelæser skulle have.. og så er det iøvrigt idag, jeg skal sige goddag til vores nye elev..
Men helt ærligt: Jeg følte mig faktisk ret meget ovenpå, trods de 1000 ting, der skulle fikses. Jeg huskede ligefrem at lave kaffe til min mand – og da han i ægte morgenstil væltede sin tallerken morgenmad, var jeg klar med en karklud.
Jeg overvejede lige et øjeblik om jeg skulle tage mine lange støvler på, men bestemte mig for, at det nok var mest passende at komme i mine flade eccosko.
Og bedst som jeg står der og er ved at tage jakken på, for at gå ud af døren, ser jeg Jonathans nøgler på bryggersbordet. “Hvorfor ligger Jonathans nøgler der?” Hvortil manden sagde “Øh, fordi han er her?”
JEG HAVDE GLEMT MIN SØN
I tankevrimlen af de 400 projekter, jeg har gang i, som jeg skulle huske, havde jeg glemt det vigtigste af dem alle: Min søn. Jeg stormede ind på hans værelse – og ganske rigtigt lå min lange, smukke 14 årige søn og snorkede det bedste, han havde lært, her kl. 7:50 – 10 minutter før klokken ringer ind.
Not my finest hour! Imorgen bliver hans vækkeur sat.