Jeg ser “Re:Mind” på Netflix
Jeg ser 11 unge, japanske piger, der sidder rundt om et bord og diskuterer mobningen af en 12. veninde. Deres fødder er låst under bordet – og indimellem forsvinder en pige. Det er en svær handling af genfortælle. Den skal ses – så giver den mening.
Men hele foregår på japansk.
Det er underligt, for jeg er begyndt at foretrække film, der foregår på sprog, jeg ikke forstår. Når jeg ser amerikanske film – eller danske film, så laver jeg altid noget andet samtidigt. Der bliver strikket lidt. Eller skrevet lidt på facebook. Og filmen kører mere eller mindre bagved. Jeg mister lidt handlingen hist og her – men det kører ligesom i baggrunden.
Når jeg ser en japansk film – eller en spansk serie, som jeg så forleden (Papirhuset! Kan varmt, varmt anbefales) så kan jeg ikke strikke. Jeg kan ikke tjekke telefon – eller opdaterer facebook. For gør jeg det, misser jeg helt handlingen der. Så når jeg ser film med undertekster – hvor de taler et sprog, jeg ikke umidlbart forstår, sker jeg filmen langt mere intenst, end jeg ser andre film. Det er en helt øvelse for mig, at se dem – fordi fokus bliver så centreret – så udelt. Og sjovt nok, så er film, hvor man vitterligt får det hele med, bare langt bedre end dem, hvor man misser pointer undervejs.