Man ser det for sig. Kvinden, der har åbnet døren på klem – godt beskyttet af kæden, der forhindrer døren i at gå mere end 10 cm op. “Nej desværre – her tages ikke imod dårlige nyheder”.
Telefonopkaldet d. 21. februar 2003 kl. 16:02. Lægen, der i den anden ende af røret kunne fortælle, at de ikke kunne endeligt konkludere, hvad det var den lille pige fejlede, men at der var 50/50 sandsynlighed for enten en betændelsestilstand eller en dødbringende kræftform.
Efter den samtale, holdte hun op med at tage telefonen.
Det er den særeste måde at reagere på – men når man nu ikke kan skærme sig fra beskeden og dens altoverskyggende ødelæggende indhold, så kan man i det mindste holde budbringeren væk?
Jeg ved, at hende, der er gået personlig konkurs – hun åbner ikke sine breve. Og ham, der havde besøg af fogden, åbner ikke sin dør.
Ved at lukke verden ude, forsøger vi desperat at holde på roen og lykken. Virkeligheden er bare, at det eneste vi får, er tid – og at tiden er dyrkøbt, fordi vi, ved at have handlet tidligere, måske kunne have rettet op. Måske kunne have ændret.
Det eneste, vi opnår, er det trygge i uvidenheden – bare lidt endnu.