Michelle Hviid tog igår en bunke honningehjerter fra det bageri, hun arbejder i, og kørte dem til Sjælsmark. Her var en masse flygtningebørn ganske ligeglade med, at honningehjerterne ikke længere kunne sælges. De elskede at få den søde smag af honningehjerter – når de nu ikke kan få broccoli og kartofler.
I enhver diskussion, der handler om flygtningebørn, er hovedargumentet altid:
“Men husk på, hvor mange danske børn, der har det slemt! Vi skal hjælpe vores egne først.”
Og nu har jeg altså fået nok. Nu vil jeg ikke finde mig i det mere.
Det kan simpelhen ikke være rigtigt, at vi definerer rimelig lidelse ud fra en konstant nedadgående kurve over børn i Danmark, der har det dårligt! Det kan simpelhen ikke være rimeligt, at vi tager udgangspunkt i, at nogen har det dårligere, som argument for at andre behandles urimeligt! Laveste fællesnævner er netop ikke en fællesnævner. Man kan ikke sammenligne elendighed!
Hver eneste gang et barn udsættes for dårlig behandling, har det en betydning for vores alle sammens fremtid. For disse børn er også en del af vores fremtid – uanset om det er dem, der er ramt af kontanthjælpsloftet, flygtningebørnene eller alkoholikerbørnene. Lidelser – uanset årsag – koster.
Vi bliver nødt til at begynde at tage udgangspunkt i, at der er nogen, der har det bedre!
Alene derfor er det rimeligt, at vi gør noget.
Vi kommer videre med kærlighed og menneskelig respekt.
Vi kommer videre med handling.
Der er ingen hjælp og ingen fremtid i, at bruge al krudtet på at se på, hvem der har det værst. Hvem der skal hjælpes først. Der er derimod en fremtid i at hjælpe. Aktivt – og nu.
Så hermed udfordring, til alle, der argumentere for, at “Danske børn skal hjælpes først”. SÅ HJÆLP DEM.
Kan vi ikke vedtage en bødekasse? “Børn af … har det værrer end flygtningebørn”. Kan det ikke koste 100 kr til en valgfri hjælpeorganisation? Og vi vil se en mobilpay-kvittering under argumentet! Tænk, hvor mange børn, der reelt ville få det bedre!
Og har du ikke pengene? Det behøver slet ikke at koste noget at hjælpe. Du kan gøre som Michelle Hviid gjorde: Tage det, du tager for givet og som du alligevel skulle smide ud – og give det videre. Eller du kan investere din tid på, at gøre livet bedre for andre. Og du kan hjælpe nøjagtigt der, hvor du mener, det er vigtigst!
Tænk, hvad der ville ske, hvis alle dansker investerede 1 time om ugen på, at gøre Danmark bedre!
Tænk, om vi en dag ikke behøvede at sammeligne elendighed, men kunne sige:
“I Danmark arbejder vi alle for, at alle børn har det godt”