Der er noget charmerende ved en blærerøv som Mads Christensen.
For få år tilbage var det, at være en blærerøv negativt ladet – i hvertfald i min begrebsverden – men jeg må indrømme, at jeg misunder Mads Christensen en masse ting.
Jeg misunder ham hans åbenlyse fascination af sig selv – og hans dybe tro på, at han er ALT hvad han skal være og mere til.
Jeg kender een i min omgangskreds, der er nøjagtig lige så selvsikker som Mads Christensen. Han er aldrig i tvivl om, at han er god – og dygtig. Og hans egen tro på, at han er det, give alle andre et grundlag langt bedre. Ligesom Mads Christensen er han heller ikke bange for at lave lidt grin med det - hvilket får ham lidt ned af selvhøjtidlighedens pedital. Det er som om han ikke engang behøver at bevise han er dygtig – for det er jo lige som commen knowledge. Sådan er det bare.
Jeg ville ønske, jeg kunne give den selvsikkerhed videre til min børn. Jeg ville ønske, jeg kunne få dem til at tro så meget på sig selv, som Mads Christensen udstråler, at han gør. For ligesom man må starte med at elske sig selv – så er grundlaget for, at andre skal kunne tro på, at man magter noget, vel bundet i, at man selv tror på, man kan!
Og hvorfor skulle man IKKE kunne?
Jeg er misunderlig!
Jeg er ikke vild med ham, måske fordi jeg aldrig har oplevet ham live og derfor opfatter ham som alt for selvhøjtidelig(?)
Men selvværdet og selvtilliden ja den ville jeg også ønske at jeg havde, og jeg syntes jeg prøver at lære mine piger at elske sig selv som de er, men det er svært syntes jeg.