Jeg var på kursus igår.
I Copenhagen Indoor Golfcenter.
Ifølge rejseplanen var der tale om en metrotur, en bustur og derefter en gå tur på 20 minutter. Min kollega og jeg besluttede, at vi havde godt at motionen. Og 1,8 km er da ikke noget!
Vi kom mildest talt grinene frem. Først og fremmest var der ikke fortorve. Hvad skal man bruge sådan noget til, når eneste omkringliggende bygning er betonbunkers og gamle lig af forsømte huse? Vi gik – og vi gik og vi gik. Til sidste grinede vi mere end vi gik.
Jeg havde fra starten en fornemmelse af, at det handlede om "den store betonklods" vi kunne se i det fjerne. Og den fornemmelse skulle holde stik. Men at der kan være så langt til "den store betonklods" tror jeg ikke nogen af os havde forventet.
Og dog. Jeg ved faktisk ikke helt, om det var fordi der var langt – eller om det var grundet vejens udseende. Vandpytter på størrelse med mindre søer. Asfalt, der vendte vrangen udad – og mennesketomme veje, der snoede sig mærkværdigt.
Da vi kom frem var vi ikke de eneste, der havde haft svært ved at finde stedet – men vi var de eneste, der havde forsøgt til fods
Jeg vidste slet ikke at de havde bygget på Lars’ marker – hvad med Balle-lars, hvad blev der af ham
Nu skal du ikke blande min gamle tip-tip-tip-tip-tip-tip oldefar ind i Copenhagen Indoor Golfcenter
Det billed jeg får er næsten uhyggeligt… Lig af gamle huse? Stor betonklods? Asfalt med vrangen ud?
Lyder ikke rart, – men godt, at det var til at grine af. Og måske knapt så uhyggeligt, som billedet bliver i mine tanker.
Det hedder da vise Lars tyndskiders marker
De bedste hilsner fra Den Jyske Hede
John Boel