Høflighed – velkommen tilbage

Min datter er begyndt i garden. Det er hun glad for. Denne weekend var de samlet allesammen, for at træne mere intensivt.

Allerede da jeg havde parkeret bilen og var igang med at tage tingene ud af bagagerummet, blev jeg overrasket for første gang. "Du må være en af de nye rekrutter" sagde en tilfældig forbipasserende dreng på omkring 13 år. "Ja" svarede min datter. "Skal jeg ikke hjælpe dig med at slæbe noget op?" spurgte han – ganske umotiveret.. Jeg blev så forvirret, at jeg fik sagt "tak – vi klarede den – men tak for tilbuddet"

Og høfligheden – og hjerteligheden fortsatte. Vi nåede kun ind af døren, før den næste – tilfældige garder – tog hjerteligt imod min datter - og tilbød hende, at vise hende, hvor hun skulle sove. Da hun havde vist os op – og var sikker på, at vi havde fundet en soveplads til min datter, gik hun igen. Hendes hjælpsomme plads blev dog hurtigt overtaget af en ny pige, der kom hen og præsenterede sig – og tilbød at vise min datter hen til de andre rekrutter.. Dem, min datter i forvejen kender.

Jeg var helt rundttosset af al den hjælpsomhed og hjertelighed. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været i et selskab, der var så imødekommende og hjertelige. Hun har ikke gået i garden ret længe – så det var ikke den største trygshedsfølelse, jeg havde omkring weekenden på forhånd. Mon hun havde nogen at tale med? Mon hun ville begå sig? Da jeg havde kysset hende farvel – og satte mig ind i bilen igen, var jeg slet ikke i tvivl om, at hun ville få en kæmpe oplevelse..

I bilen sad jeg så og håbede på, at min datter bliver rigtig glad for garden – og at deres venlige facon også lægger sig i hende - så også hun kan være med til at give andre mennesker en følelse af, at være velkomne. Tænk engang hvis alle mennesker i verden modtog hinanden sådan?