.. har du lyst til at hjælpe dyremishan…"
"Nej – ved du hvad. Jeg har lidt travlt" smiler jeg undskyldede og går videre .. ligesom alle de andre, hun forstyrrer.
Efterhånden som jeg forlader kvinden, med skrivepladen over armen .. får jeg helt dårlig samvittighed.
Jeg kan ikke forestille mig noget mere hårdt arbejde, end at stå på Kultorvet – og forstyrre tilfældige forbipasserende, for at sælge dem et medlemskab af hint eller andet. Tænk, at være gennemfrossen helt ind til benet – og alligevel henvende sig høfligt og sødt til folk, med det samme svar om og om igen:
"Nej – du må IKKE forstyrre mig"
Jeg forestiller mig nu alligevel at det er værre at fjerne tyggegummi fra Rundetårns gulv! Og det er ikke kun af selvmedlidenhed jeg siger det :o)
🙂 Som tyggegummiaffjerner har du i det mindste lidt læ – og så er det ikke påkrævet, at du smiler…