Jeg starter hermed en folkebevægelse.
Hold OP hvor er jeg træt af bedrevidende mennesker, der lige skal stikke til folk, der gør tingene anderledes, end de selv ville have gjort. Jeg synes jeg oplever det forholdsvis tit med Jonathan. Den elskværdige dame, der mente, at jeg ikke måtte sms'e, da Jonathan var 1,5 år gammel.. og nu for et øjeblik siden var der en "elskværdig" dame, der lige skulle have ud mellem sidebenene, at det var for dårligt, at Jonathan gik hen til toiletdøren i biografen og ville lege…. Det "for dårlige" lå så i, at jeg ikke KASTEDE mig over den ulydige knægt – men rejste mig stille og roligt.. og dermed gav knægten rundt regnet 30 sek alene ved toiletdøren.
Jeg er så træt af mennesker, der mener, det er en god ide, at konkluderer alverden udfra observationer, foretaget på rundt regnet 10 sek.
Mit mål med folkebevægelsen er at gøre det omvendte. Jeg lover hermed mig selv mindst een gang om uge, at fortælle mennesker, hvad jeg mener de gør GODT:. Altså de mennesker, jeg ikke kender og dem jeg absolut ikke har nogen relationer til.
Jeg vil fortælle hende kvinden i toget, der ser smask godt ud, at hun ser smask godt ud. Jeg vil fortælle moderen til det urolige barn, at jeg synes hun er en fantastisk mor – med et flot overblik – og en engels tålmodighed. Jeg vil huske at nævne, når nogen på min vej, gør noget rart eller behageligt.
De gange, jeg selv har været modtager af sådanne beskeder, har det varmet mit hjerte. Som f.eks. da Jonathan VILLE lege med et aflagt beskidt papirlommetørklæde i en brugt DSB pose i et fyldt s-tog. Jeg ville mærkelig nok ikke lade ham gøre det. Og knægten blev pænt fornærmet.. for ikke at sige stik hysterisk. En kvinde, jeg sad ved siden af åbnede munden. Og jeg nåede at tænke "Jeg har IKKKKE brug for en eller anden : "Så styr dog din unge" – lektion lige nu"
Men tværdimod… hun sagde "Uha – jeg kan godt huske den alder. Du har et godt tag på ham. Det er bare om at være vedholdende."
Mit blodtryk, der havde været nær kogepunktet, ændrede sig LYNHURTIGT.. og pludselig havde jeg endnu mere overskud til at tage mig af knægten, der vrælede højlydt over tabet af et andet menneskes snotklud. Kommentaren var GULD værd.
Eller da jeg var ude og stå på rulleskøjter een af de første gange. Jeg løb 7 km – og jeg følte mig mildest talt som en klumpedumpe, fordi jeg var overvægtig.. En cykel overhalede mig på vejen. Og i stedet for det sædvanlige "Kææææft kvinde – SKAL du fylde hele vejen?" sagde vedkommende.. "Det ser godt ud" mens han smilede bredt til mig. "Det ser godt ud" .. De ord hang i mig LÆNGE efter. Det var lige det, jeg havde brug for på det tidspunkt.
Jeg må gå i træningslejr for netop at lære at sige sådan nogle ting til folk!
Fedt indlæg. jeg vil gerne være med i den bevægelse!
Ja det er en smadder god idé at gøre meget mere ved. Jeg var engang ret så god til at sige den slags til folk – som det er nu er jeg måske nok bare bedre til at tilbyde min hjælp til folk. Så er vi lidt ovre i den der “hvorfor ligger du dog der” i stedet for “nu skal jeg hjælpe dig op”
Jamen jeg melder mig også gerne ind i den forening! – I det hele taget ville jeg sætte pris på at andre undlod at opdrage på mit barn – I MIT EGET HJEM! De der typer der bare ved alt så meget bedre og derfor kan tillade sig at fortælle sønnen hvad han må og ikke må, og skælde ud på ham når man mener det nødvendigt – og tysse på mig når jeg gør noget helt og aldeles utilladeligt over for selvsamme søn – KNURRR – får vi emblemer?
knus
Hej Nilleper! Jeg er ikke lige så velbevandret i blog-universer, men hold da helt op, hvor er jeg vild med dine causserier. Jeg landede her ved et tilfælde for nogle dage siden og var fortabt i timevis. TAK! Mange hilsner og løftede hatte Charlotte
Jeg var i fredags til et “foredrag” med Karen-Marie Lillelund. Hun må simpelthen være æresmedlem i din bevægelse. Læs selv og døm: http://www.potentiale.dk/JP20051116.pdf
Knus Katja – der faktisk kom til at kigge surt på en mormor der hev fat i sit barnebarns arm fordi det stakkels barn (der var under 2 år og ikke kunne tale – i hvertfald ikke forståeligt) åbenbart skreg for meget til at hun kunne have det. Der tog jeg barnets parti og stirrede ondt og håbede på at Dicte ville gå i gang med sin yndlings beskæftigelse: At høre sin egen stemme :)))
Håber at jeg trods alt kan kvalificere mig til at deltage i din bevægelse.
Hm… Ku’ vi evt. sideløbende stifte en forening for ROSENDE bemærkninger til folk, man ikke kender? Dem, synes jeg, der er for få af, altså komplimenterne, ikke fremmede folk. 😉