I morgen bliver jeg 39 år gammel.
Grundlæggende er jeg glad for min alder. Hvert eneste år modner mig og giver mig mere erfaring – go som dårlig. Dermed var jeg lykkelig, da jeg rundede de 30 år. Helt så lystseende er jeg ikke..
De første 20 år var jeg barn og ung – still in the making, dernæst kom 20’erne.. De hæslige usikre 20’ere. Årerne hvor man fandt manden, fik børnene, fandt lejligheden, fandt jobbet, færdiggjorde uddannelsen.. 30’erne var ligesom tiden, hvor tingene faldt til ro – og jeg kunne nyde mine børn, følelsen af at høre til. Men samtidig med en vis form for knokleri – for børnene var stadig små (og den ene slet ikke født 🙂 )
Jeg ved 40’erne er det årti, hvor jeg rigtig får lov at nyde mine børn. Får lov at blive voksen og have tid til mig selv. Principielt glæder jeg mig. Principielt.
For samtidigt kommer der også en anden tid: Mit liv går over i en anden fase, min krop går over i en anden fase: Jeg vil ikke længere kunne få børn. Der er noget, jeg officielt bliver færdig med.
Måske er det fordi vi forsøgte i så mange år at få børn, at jeg idag ikke kan slippe følelsen af tab, ved at blive “for gammel til at kunne blive gravid”. Latterligt på højt plan.. for jeg ønsker ikke flere børn! Endelig er Jonathan snart 7 år gammel. Han er skøn, selvkørende og dejlig – og jeg har ikke lyst til manglende søvn og bleskift. Idag føler jeg, at babyer er fantastiske og søde – bare jeg ikke skal beholde dem. Hvorfor skulle jeg så føle et tab?
Ikke desto mindre: Jeg har det skidt med at blive 40, fordi jeg dermed kommer ind i det årti, hvor jeg ikke længere kan få de børn, jeg ikke ønsker flere af.
Er jeg helt alene?