Min mand har aldrig været ret god til at læse, det jeg skriver. Han gider ikke rigtig.. men igår var han alligevel faldet i. Mens jeg lå derhjemme og småsnurrede, var han på værkstedet.. og der var han faldet over min blog.
Han havde forvildet sig ind på siderne om vores bryllup. Han havde læst om mine 16 minutters sol og sin egen tale. Han havde læst om polterabend og tanker omkring brylluppet. Og så havde han fundet sig selv siddende – små sentimental og smilende foran skærmen i mørket.
Det var en lidt underlig fornemmelse, at tage imod min mand i døren. At hans glæde og smil og sentimentale stemning, skyldes blogindlæg, jeg skrev tilbage da vi blev gift.
Jeg tror lige, han har fundet endnu en årsag til, at jeg blogger.