"Hej skat.." Sagde jeg med jordens mindste musestemme. "Jeg sidder her på mit arbejde - med din bilnøgle.. du ved – den eneste bilnøgle, der er til bilen!"
Mit arbejde ligger 30 minutter i s-tog hjemmefra. Og når jeg ringede den besked til ham, var jeg godt selv klar over, hvad den eneste pausible løsning måtte være: Han måtte hoppe i et tog – og bruge over en time af sin dag på at sidde i et s-tog -for at komme ind og hente sin bil-nøgle.
40 minutter senere ringede han. "Nu står jeg på stationen .. kommer du" og jeg fløj på af mit sæde – og spænede ned til stationen. "Du var hurtig" sagde han, da han mødte mig. Jeg smilede.. "Jeg har straffet dig" sagde han – og rakte mig mit dankort – som jeg også havde glemt.
"Jeg har købt en kop kaffe på din regning".
Jeg kan altså ikke lade være med at føle, at det var billigt sluppet. En taxa hjemtil med bilnøglerne ville have kostet 250 kr …
Så inden jeg sendte ham afsted på toget igen, sørgede jeg for, at han havde endnu en kop i hånden.
Hvordan I to klare jer er mig af og til en gåde – og at miraklet er til er da sikkert, i og med I stadig har en bilnøgle tilbage, trods (især) dine ivrige forsøg på at slippe af med alt der kan åbne den skide Opel :o)
Hej Pernille.
Ja jeg kunne jo ikke gå ind og lure på din blog, uden at skrive en hilsen.
Har kun fået læst Januar 06, men jeg glæder mig til at surfe rundt herinde.
Har også været på de andre sider du anbefalede.
Det er for sjovt….
Skøn verden der har åbnet sig for mig.
Knus Heidi (Buller)