“Toget kører ikke videre”

Jeg har det helt godt med mig selv.

I det lune s-tog på vejen hjem, sad vi godt stablet – pakket ind i hver vores vinterudstyr.

"Toget kører ikke videre. Alle passagerer bedes stå af på Hareskoven station og afvente efterfølgende tog"

Der lød dybe suk overalt. En enkel kvinde fik kvækket "Neeej". Mobiltelefonerne kom op af lommen, og som en lang mangestemmet slange, vandrede vi ud af toget, hver især med hver vores mobiltelefon ved øret.

"Vi er sat af på Hareskoven" forklarede jeg manden i huset. "Det er mere .. Er du hjemme?" "Ja,- skal jeg hente dig" spurgte han. Min mands omtanke varmede mine kinder. "Nej, det er okay – det er mere Jonathan .. At han bliver hentet i tide."

Med et smil om læben og en indre energi forlod jeg menneskeslange og begav mig ensomt ud i skoven. Den iskolde luft slog mod ansigtet, mens jeg – fuld af overskud og energi – satte mig for at gå resten af vejen hjem. En lille tur på 3-4 kilometer.

Halvdelen af vejen smilede jeg ved tanken om alle de andre mennesker, der nu stod og frøs på Hareskov station. Det var rart at gå – at holde varmen ved at holde kroppen i bevægelse. Resten af vejen smilede jeg af, at jeg smilede – og ikke lod mig irriterer af hverdagens småproblemer. Jeg følte mig som ren overskudsmor – taknemmelig for den ekstra motion.  

Smilet sidder som frosset til mine kinder endnu.