Alle mennesker har på et eller andet tidspunkt i deres liv været ofre. Ofre for en trafikulykke – ofre for en ulykkelig barndom – ofre for mobberi eller offer for systemet uduelighed. Muligheden for at blive et offer er uendelige.
At være et offer betyder, at andre har gjort eller gør noget imod een, som man ikke selv ønsker. Men så skal vi også holde der.
Hvis man er et voksent menneske, har man altid et valg. Nogen vælger bevidst at blive i offerrollen. Det er bekvemt at andre har ondt af en, at andre aer een med hårene fordi man er lille og svag.
Men først den dag, man opdager, at man skal stå på egne ben – at man selv skal foretage valg, der modarbejder offerrollen, begynder helingen.
Rigtig mange overvægtige – inkl. mig selv – har oplevelser i bagagen, der i høj grad kan forklare overvægten – kan forklare, hvorfor man spiste som man gjorde. Reaktionen på de dårlige oplevelser er naturlig og forståelig. Men hvad hjælper det, at man kan forklare sin overvægt?
Hvis man bliver ved med at leve i skyggen af de oplevelser man har haft, og dermed bliver ved med at være i et dårligt mønster – giver man jo blot gerningsmændene magt. Magten til at se, at de vandt. Mobningen lykkes – hun brød sammen. Bankene lykkedes – hun lagde sig og rejste sig aldrig igen.
Ingen skal nogensinde holde mig i offerrollen mere. Jeg er ikke et offer. Jeg er en selvstændig kvinde med magt og muligheder. Jeg skaber min egen virkelighed – og tackler mine dårlige oplevelser på min egen måde. Ingen skal have den magt over mig, at jeg spiser af sorg over dem.
At springe ud af offerrollen betyder, at jeg skal erkende, at kun een har ansvaret for mit liv.. MIG. Jeg kan sagtens bede om hjælp og støtte. Jeg kan sagtens erkende, at jeg ikke magter alt i verden uden hjælp. Men jeg foretager selv aktive valg. Aktive valg, der gør at min fremtid ser lysere ud.. Og konsekvensen af valgene er mine – uanset om ting går godt eller skidt.
Det betyder ikke, at jeg ikke indimellem kan falde sammen. At jeg ikke indimellem kan lægge mig ned og tænke at alt er noget møj – og at verden er uretfærdig. Det betyder bare, at når jeg gør det, skal jeg være opmærksom på, at det er min "tid" jeg bruger på det. At det er i bund og grund mit ansvar – og dermed også mit ansvar at rejse mig – når jeg har vrælet færdig – og gå mod bedre tider.
Så hvis vi nu siger at jeg fx. ikke har nogen at give skylden for mine ekstra kilo, men måske alligevel heller ikke selv vil påtage mig skylden ikke… kunne vi så sige at når nu du er så stærk så giver jeg dig skylden?? Så kan det være at du bliver offer for den beskyldning jeg lægger på dine skuldre og tit bliver man jo stresset af sådan noget – så kunne det være du blev så stresset at du slet ikke kunne spise… og så tabte du dig. Så var det mig det var synd for og så gik jeg til psykolog fordi du havde været så ond ved mig at jeg blev så tyk (jeg ved ikke endnu hvad det lige er du har gjort, men det finder jeg nok på) og så brugte jeg alle mine penge på psykologen og så kunne jeg ikke købe mad og så blev jeg tynd. Og så kom vi ind til Dr. Phil og fik talt ud og så blev vi gode venner igen og så var vi tynde!! Ok???
Kæft en plan Sanne – den holder 112%, jeg vil godt være hende der ringer til Phil og siger han skal invitere jer!
Nu har jeg tjekket og ja du har ret, mange steder skriver de højre hånd og jeg kan også se logikken i det gamle “han var gift med hende med venstre hånd” – men det er faktisk kun i Danmark ringen bærers på højre og jeg er stærkt overbevist om at hvis nogen en dag byder mig en vil jeg sætte den tættest på hjertet.
🙂
Kære Sanne
Det er en aftale.. Jeg tager den ekstra byrde 😉 Bare jeg bliver normalvægtig, så er det ok med mig 🙂
Også, hvis man vil den anden vej… men bare bliver tyndere og tyndere og…?
Et er at acceptere, at det kun er en selv, der kan tage ansvar for det liv man vælger at leve, noget andet er at forstå og acceptere, hvad det så reelt indebærer 😉
Tak for et godt indlæg!