Togtakt

Jeg elsker mine daglige togture. En halv time i fred og ro med mig selv og en god bog. Og når jeg ser mig omkring, får jeg den opfattelse, at jeg ikke er alene om at nyde turen.

Nogen gange, er jeg så uheldig at ende med at sidde ved siden af et vennepar, kollegaer el. lign. der vælger at benytte den halve time med at snakke sammen. Dermed bliver jeg ufrivillig medlytter til deres samtaler. Nå ja – sådan er det – men jeg må indrømme, det forstyrrer roen i min togtur.

Hvorfor finder man sig så ikke bare en anden plads? Hvad er det for høflighed, der gør, at man ikke bare rejser sig og går ind i kupeen ved siden af? Er der nogen, der bliver fornærmet, hvis man gør det? Har man kun ret til det ene sæde? Hvad er det for mekaniske, der gør, at man ikke bare finder et nyt "helle" – så de to venner, kollegaer el. lign. kan få lov at snakke sammen, uden at jeg føler mig forstyrret?.

Tja – det forstår jeg ikke. Ikke desto mindre bliver jeg siddende.

Det, der kan forstyrrer min togtur aller mest er mobiltelefoner. Jeg HADER når min sidemand lige ringer til konen, for at spørge, hvornår der er mad.

Forleden havde en ung knægt gang i en videosamtale.. og tilsyneladende virkede mikrofonen og højttaleren i mobilen ikke ret godt, for både han og modtageren i den anden ende råbte så meget, at jeg flere gange kiggede mig over skulderen for at få øje på det skjulte kamera.

Når det så er sagt, så kan jeg lige så godt indrømme, at jeg BESTEMT også er typen, der ringer hjem og lige skal have en sludder for en sladder på vejen… så det er bestemt ikke fordi jeg er hellig.

Det føles som om der er et sæt regler for tog etikette..